Podcast:Her er de nye (dyre) iPads og den nye Surface Laptop - men kan manglen på chips drille?

"Jeg har 145 apps på min telefon... men det er kun disse 12, som jeg gider bruge"

En app-misbruger gennemgår sin telefon: Kun disse apps er uundværlige.

Vi lever i app'ens tidsalder.

Apps som Snapchat og Uber bliver vurderet til astronomiske milliardbeløb, og nye apps bliver ofte hypet som det næste store, hvorefter mange af dem kort tid efter falmer, når nyhedens interesse forsvinder.

I løbet af 2014 har vi her i spalterne omtalt apps som Yo og Secret, der var 'talk of the town' i en periode. Men her i starten af 2015 er de nærmest glemt.

Ikke bare et party-trick
Til gengæld er der også de apps, der bare bliver ved med at give.

Den tid er forbi, hvor apps bare var gimmicks og underholdende party-tricks. I dag er apps en essentiel del af dagligdagen for mange mennesker.

En tendens, der ser ud til at fortsætte. Det Yahoo-ejede firma Flurry, der tilbyder virksomheder statistikker og analyser af mobilbrugernes vaner, har for nylig offentliggjort tal, der viser, at mobil-brugernes app-aktivitet steg med 76 procent i 2014.

App-aktivitet defineres ifølge Flurry ved, at en bruger åbner en app og bruger den i et givent stykke tid. Ifølge Flurry var det især shopping-apps, produktivitets-apps og besked-apps, der oplevede stigende aktivitet i løbet af 2014

Mine favorit-apps
Jeg er selv en dedikeret app-bruger. Nogle vil måske ligefrem kalde mig en app-addict.

Ved årskiftet fandt jeg min telefon frem og talte, hvor mange apps jeg havde installeret. 145 apps lå der på min iPhone 6. Mange af dem bruger jeg stort set aldrig. Andre bruger jeg lejlighedsvis, og så er der den lille udvalgte gruppe af apps, som jeg bruger ofte. Dem, der nærmest er uundværlige. 

På listen herunder er de sidstnævne apps. Udvælgelsen beror naturligvis udelukkende på en personlig vurdering. Det er ikke et forsøg på at lave en objektiv liste men blot en gennemgang af de apps, som jeg har brugt mest i 2014. 

I må meget gerne byde ind med jeres egne bud i kommentarfeltet.

E-mail:
Mailbox:
Som iPhone-bruger kan du ikke slette Apples eget mail-program, Mail. Men det står naturligvis iPhone-brugerne frit at downloade et alternativt program. 

Jeg er en af mange iPhone-brugere, der har valgt at benytte mig af denne mulighed. Gennem de seneste år har jeg brugt den Dropbox-ejede mail-app Mailbox, som vi flere gange har omtalt her i spalterne. 

Mulighederne for at snooze mails og arkivere dem med et fingerstrøg gør det let for mig at holde indbakken i bund.

I 2014 kom Mailbox også i en desktop-udgave til Mac, og jeg har nu glæde af Mailbox på alle mine enheder. 

Men 2014 blev også året, hvor Google lancerede sin nye mail-app, Inbox, der er søgegigantens bud på fremtidens mail-app. I første omgang understøtter Inbox dog kun Gmail og ikke Google Apps, hvilket har afskåret mig fra at bruge app'en. 

Men Google har lovet, at Google Apps-understøttelse er på vej, og i så fald kan Inbox meget vel gå hen og blive denne skribents foretrukne e-mail-app i 2015. 

Mailbox er gratis og findes som app til både iOS og Android.

Transport:
Drivr: 
Tidligere bestilte vi en taxa ved at ringe til en taxacentral eller praje en vogn på gaden. Men den tid er ved at være forbi.

I steder finder flere og flere deres smartphone og bruger en app, når de har brug for en vogn.

Denne type løsninger er som regel så bekvemme og gnidningsfrie, at jeg er blevet mindre tilbøjelig til at bestille en taxa.

I 2014 var den københavnske app Drivr min foretrukne taxa-app.

Men 2014 blev også året, hvor Drivr fik konkurrence fra amerikanske Uber, der blev lanceret i Danmark.

Uber og Drivr tilbyder mere eller mindre de samme funktioner. Du kan bestille en vogn med et tryk på skærmen, du betaler automatisk for turen gennem app'en, og du kan følge din vogn på et kort, når den er på vej for at hente dig.

Indtil videre er Uber i Danmark dog hæmmet af, at tjenesten har relativt få biler på gaden i Danmark.

Ved lanceringen fik danskerne stillet såkaldte Uber Black-limousiner i udsigt. Men indtil videre har Uber kun kunnet levere sin discount-tjeneste Uber Pop, hvor prisen er billigere end en taxa, men til gengæld er standarden på bilerne også betydeligt lavere. Eksempelvis blev jeg samlet af en chauffør i en nyere Renault Captur samt en lidt ældre Volksvagen Polo på mine to ture med Uber Pop. 

Men med Drivr kan du til gengæld både bestille traditionelle taxa'er og lidt dyrere og mere luksuriøs limousine-lignende biler.

Drivr findes til iOS og Android. Appen er gratis, men det er taxaturene naturligvis ikke.

Læsestof:
Pocket: 
Jeg har tidligere brugt spalteplads på at erklære mine kærlighed til read it later-tjenester som Readability, Instapaper og Pocket. 

Gennem tiden har jeg skiftet en del mellem de tre tjenester, men på det seneste har Pocket været den foretrukne.

Alle tre tjenester gør det muligt at gemme artikler til senere læsning, og du får mulighed for at læse artiklerne i et ofte mere læsevenligt format. 

Tidligere har jeg stort set kun brugt Pocket på min iPad, men den større skærm på iPhone 6 betyder, at jeg i 2014 også begyndte at læse flere lange artikler på min telefon.

Der var en gang, hvor folk kastede sig grådigt over bunken med aviser og tvivlsomme magasiner og blade, når de sad i et venteværelse. I dag overlader jeg den kamp til andre. Jeg åbner i stedet Pocket på min telefon og finder nogle af de artikler, som jeg har udvalgt og gemt gennem de seneste uger. 

Pocket findes til iOS og Android.

Lyd:
Podcast
2014 blev året, hvor podcasten fik sit store comeback, og det blev også året, hvor jeg for alvor tog podcasting til mig. 

Her gik det for alvor op for mig, at det er en perfekt løsning, når jeg motionerer, sidder bag rattet i bilen eller står i køkkenet. 

Jeg har forsøgt mig med en række forskellige apps. Blandt andet Instacast og Overcast, men gennem de seneste måneder er jeg hoppet tilbage til Apples egen podcast-app. Den seneste udgave virker problemfrit for mig, selv om app'en gennem tiden har fået en del dårlige anmeldelser i App Store. 

Hvis du ikke allerede har Apples Podcast-app, så kan den hentes gratis i App Store.

Audible: 
Lydbøger er et glimrende alternativ til podcasts, og det er en perfekt måde at få konsumeret bøger på i en travlt hverdag, hvor der måske ikke altid er plads til at tage et par timer i sofaen med en bog. 

Lydbøgerne kan downloades fra et væld af forskellige kilder, men jeg foretrækker at bruge den Amazon-ejede tjeneste Audible. Audibles app er velfungerende og formodentligt en af de apps, som jeg har brugt mest i løbet af dette efterår. App'en byder på mange fine funktionaliter. Eksempelvis kan du downloade bøgerne i dele, så de optager mindst mulig plads, og samtidig får du naturligvis adgang til Audibles enormt store udvalg af lydbøger, som dog primært består af engelsk-sprogede udgivelser. 

Audible finde til iOS, Android og Windows Phone.  

Spotify:
Spotify er formodentligt verdens mest populære musikstreaming-tjeneste, og det er ligeledes min foretrukne musikstreamingtjeneste gennem de seneste år. 

Spørgsmålet er dog, om Spotify kan fastholde sin position. I 2014 opkøbte Apple nemlig hovedtelefon-producenten Beats. En væsentligt årsag til købet var angiveligt, at Apple gerne ville have fingre i Beats musikstreaming-app Beats Music.

Som Computerworld tidligere har skrevet, så går der rygter om, at Apple vil integrere Beats Music i iPhonens styresystem og samtidig relancere Beats Music til en væsentligt lavere pris. Dermed kan Spotify meget vel gå hen og få sig en seriøs konkurrent. 

Spotify findes til iPhone, Android og Windows Phone.

Mad og drikke:
Vivino:
Den danske vin-app Vivino har flere millioner brugere på verdensplan og har gennem de seneste år tilføjet flere og flere funktioner til sin app.

Jeg bruger Vivino til at holde styr på alle de gode vine, som jeg har drukket, og samtidig har Vivino netop tilføjet en helt ny funktion til sin app, der gør muligt at tage et billede af et vinkort på en restaurant og derefter få en oversigt over de bedste vine på kortet.

Vivino findes til iOS, Android og Windows Phone.

Sociale apps:
Tweetbot:
Min foretrukne twitter-klient er Tweetbot. Det var den bedste Twitter-klient, da jeg for nogle år siden begyndt at bruge Twitter mere intensivt. På daværende tidspunkt var den betydelig bedre end twitters egen app. Blandt andet, fordi den tilbød integration med tjenester som bit.ly, storify og read-later-tjenester som Pocket.

Om det har ændret sig, tør jeg ikke sige. Men indtil videre har jeg ikke fundet nogen anledning til at skifte. 

Tweetbot findes til iOS, men ikke til Android eller Windows Phone. 

Facebook:
Jeg skriver færre Facebook-opdateringer, end jeg gjorde for få år siden, men Facebook er stadig en uundværlig platform, der forbinder mig med nye og gamle venner.

Facebook lancerede sidste år den alternative og på mange måder fremragende app Facebook Paper, men den findes endnu ikke i den danske App Store, og samtidig må jeg erkende, at jeg godt kan lide Facebooks lidt kedelige, men også simple og overskuelige standard-app.

Facebooks app findes til iOS, Android og Windows Phone

Facebook Messenger
Facebook mødte voldsom kritik, da tjenesten tidligere på året mere eller mindre tvang sin brugere til at bruge besked-appen "Facebook Messenger".

Ved at udskille besked-delen af tjenesten i en selvstændig app var det Facebooks forhåbning, at folk i endnu højere grad end tidligere vil bruge Facebook til at chatte og sende beskeder.

Det har vist sig at holde stik for mit vedkommende. Facebook Messenger er en af de apps, som jeg bruger mest, og den overtager i stigende grad min brug af sms, iMessages, Skype og e-mails.

I dag sender jeg sjældent mere end en håndfuld sms-beskeder eller iMessages i løbet af en dag. Til gengæld sender jeg utallige beskeder via Facebook Messenger.

Facebook Messenger findes til iOS, Android og Windows Phone.

Instagram:
I april 2011 lagde jeg mit første foto på Instagram, og siden dengang er min brug af app'en steget år for år. Det er sket i takt med, at mine mobiltelefoner har fået bedre kameraer, og at flere og flere af mine venner er begyndt at bruge appen.

Facebook så formodentligt rigtigt, da virksomheden opkøbte Instagram. For i dag har jeg - og sandsynligvis mange andre - flyttet en stor del af min af aktivitet fra Facebook til Instagram. 

Instagram findes til iOS, Android og Windows Phone

Tinder:
Datingappen Tinder er en af de apps, der af mange bliver gemt i en mappe på en lidt afsides plads på telefonen. Men 10 millioner aktive brugere kan næppe tage fejl.

Vi omtalte Tinder for første gang for knap to år siden. Dengang havde kun få danskere hørt om appen, men sidste år var der ifølge Mx.dk 170.000 danskere, der brugte appen. 

Tinder har vist sig at være et fantastisk eksempel på, hvordan ny teknologi kan skabe nye relationer mellem mennesker i den fysiske verden. "Tag den," siger jeg til alle dem, der frygter, at ny teknologi blot isolerer folk hjemme bag skærmene. 

Jeg åbner Tinder næsten dagligt, og næsten alle de singler, som jeg kender, bruger app'en i større eller mindre omfang.

Tinders succes skyldes blandt andet en afhængighedsskabende brugerflade, der gør, at selv folk, der ikke er på jagt efter den helt store kærlighed, stadigvæk synes, at det er sjovt at swipe sig gennem de mange profiler.  

Tinder findes til iOS og Android.



Læs også:
Podcastens store comeback: Det skal du lytte til 

Danske app-udviklere forbereder sig på Apple Watch: Sådan bliver vores apps




Premium
Efter vanskeligt år jagter aarhusianske Mjølner nu tocifrede vækstrater: Vil for alvor indtage Sjælland - her er planen
Interview: Efter et corona-plaget år er aarhusianske Mjølner Informatics nu klar til at trykke på speederen. Topchef Brian Gottorp Jeppesen forventer tocifrede vækstrater, der især skal hentes fra det sjællandske marked. Se hans plan for 2021 her.
Computerworld
Næste uge går det løs: Apple inviterer til event på utraditionel vis
Apples store event i næste uge blev afsløret af Siri før tid. Få overblik over, hvad Apple ventes af løfte sløret for.
CIO
Har du rost din mellemleder i dag? Snart er de uddøde - og det er et tab
Computerworld mener: Mellemledere lever livet farligt: Topledelsen får konstant ideer med skiftende hold i virkeligheden, og moden går mod flade agile organisationer. Men mellemlederen er en overset hverdagens helt med et kæmpe ansvar. Her er min hyldest til den ofte latterliggjorte mellemleder.
Job & Karriere
"Vi var nødt til at sige til dem, at I er nødt til at sende ham hjem nu, for han begynder at knække"
"Vi var nødt til at sige til dem, at I er nødt til at sende ham hjem nu, for han begynder at knække"
White paper
Kunsten at navigere i en tilpasningsøkonomi
Evnen til at tilpasse sig en verden i konstant forandring bliver afgørende for virksomhedens mulighed for at vækste i fremtiden. Ét af de finansielle håndtag du kan skrue på, er en hel eller delvis outsourcing af it-driften. I e-bogen ”Kunsten at navigere i en tilpasningsøkonomi” får du viden om, hvordan din virksomhed kan bruge tilpasningsøkonomi til at håndtere fremtidens krav til it. Vi spørger blandt andet: - Kan din virksomhed skalere og tilpasse sin digitale kapacitet og økonomi? - Har dine kunder tillid til, at du har de skarpeste it-løsninger? - Ville I kunne styrke forretningen ved at give jeres it mere fokus? - Kan I få øget funktionalitet til samme pris? Vi fokuserer på risiko, økonomi, fokus og valg af it-partner, som er fire opmærksomhedspunkter du skal have styr på for at lykkes med at tilpasse virksomheden til at modstå forandringerne i verden.