For et halvt år siden bad min amerikanske chef mig om at skrue ned for ironien.
Så det lod jeg være med.
Naturligvis fortsatte jeg med at respektere min kollegaer, deres kultur og ikke bringe dem i forlegenhed.
Men ironien ville jeg altså ikke af med. For det er - som med hygge og pressefrihed - noget, man ikke bare kan tage helt væk fra dansken.
Efter et par aktuelle episoder er jeg dog begyndt at tvivle på, om det nu også er det rigtige at gøre.
Ironi og danskernes (min) tendens til lettere lalleglade jokes er ikke altid noget, andre nationaliteter hverken forstår sig på eller bryder sig om. Selv ikke i et internationalt start up-miljø som i mit firma.
Jeg har ellers et par klassikere, jeg udfører regelmæssigt.
Tigerdyret på svensk
Jeg ynder for eksempel at iføre mig mit Tigerdyr-kostume på fredage. Det har da skabt lidt smil rundt omkring. Og ikke alle har været af medlidenhed.
Den morsomhed gik galt, da jeg pludselig blev indkaldt til at screene en potential kandidat fra Sverige.
Hun forstod ikke humoren og kunne ikke svare på selv de mest simple spørgsmål. Hun vidste ikke engang, hvad Tigerdyret hedder på svenska.
I bakspejlet var det jo også unfair at stille op i kostume til et jobinterview - det virker hurtigt lidt useriøst. Jeg ringede derfor bagefter til hende, undskyldte og fortalte hende svaret.
Næste gang - har jeg lovet min amerikanske chef - lægger jeg dragten fra mig, før jeg går ind og gennemfører er et interview.
Skærmtrold?
En anden af mine absolutte klassikere er at overtage skærmen i et mødelokale fuld af kollegaer. Forleden var det fløjet folk ind fra US for at færdiggøre de sidste ting på en af vores store lanceringer. De var i fuld gang med at vise og diskutere produktet, da jeg - mens jeg sad i mit eget hjørnekontor - overtog skærmen og dermed viste min computers skærm i stedet for den oprindelige præsentation.
Supergrineren, hvis du spørger mig. Men hvis du spørger gruppen af deltagere, kunne kun få af dem se det sjove i min forstyrrelse. Måske fordi det slet ikke var et internt møde men et eksternt salgsmøde.
Næste gang - har jeg lovet min amerikanske chef - overtager jeg ikke skærmen. Overhovedet ...
Det er ikke størrelsen - det er titlen
Jeg har altid haft et underligt forhold til titler.
Tilbage i 2007 skrev jeg en klumme i Computerworld om emnet. Her var jeg meget imod fine titler, der ingen mening gav.
Nu er jeg selv blevet suget ind i titelræset med flot VP-titel på visitkortet, gratis kaffe og hæve-sænke-bord.
Men jeg forsøger stadig at holde en vis (sund?) ironisk distance til det.
Forleden, hvor en af mine udenlandske kollegaer søgte om indrejse til England, skulle det foregå via brev og med underskrift og titel fra mig.
Han spurgte om min præcise titel, og jeg svarede med et glimt i øjet "Senior Executive Global VP of Delivery".
Han fangede ikke ironien, så titlen røg med på brevet, før jeg kunne nå at stoppe det.
Næste gang - har jeg lovet min amerikanske chef - vil jeg skrue helt ned for ironien.
