Det er nu snart 10 år siden, at Nathan Drake for første gang hoppede, rullede og skød sig hen over skærmen i det første Uncharted, et spil, der i sin tid var et habilt actionspil men samtidig begyndelsen på et helt nyt niveau af filmisk historiefortælling i spil. Det var spilverdenens svar på Indiana Jones, og det var lige så eksplosivt, farverigt og veloplagt. Det bød også på noget af det allerbedste og mest naturlige skuespil, hvilket siden er blevet et varemærke for Naughty Dog.
The Last of Us, som jeg har skrevet side op og side ned om, tog Naughty Dogs fortællekunst op i den helt tunge liga, og derfor kunne det bekymre lidt, når de vendte tilbage til det lettere og meget mindre seriøse univers i Uncharted. Nathan Drake er en meget karismatisk hovedperson, men det er svært at hamle op med den magiske dynamik, der var mellem Joel og Ellie i The Last of Us. Og indledningsvis kan Uncharted 4 da også skuffe lidt.
Det starter med overvældende bulder og brag, men der går ikke længe, før man klatrer rundt på en måde, som ville give selv den mest adrætte abe mindreværdskomplekser, og tømmer sine våben ind i fjender, der tilsyneladende kan overleve op til flere velplacerede pistolskud direkte i deres tykke pander. Med andre ord, klassisk Uncharted, på godt og ondt.
Heldigvis er der mere i det end som så. Rigtig meget mere. Nathan Drake har lagt eventyrlivet på hylden efter sine vilde eventyr, og lever nu et sikkert og stille familieliv, hvilket man som spiller får lov at opleve i en af de mest overbevisende, menneskelige og velfortalte sekvenser, undertegnede nogensinde har oplevet i et spil.
Alt er tilsyneladende fryd og gammen, indtil Nathans længe forsvundne bror, Sam, dukker op ud af det blå med en lang række store problemer i halen. Og så skal vi eller love for, at sømmet bliver hakket i bund og vi skal afsted på den galeste skattejagt med de to Drake-brødre og den herlige Victor "Sully" Sullivan. Her smeltede mine indledende indsigelser væk, for resten af spillet er så voldsomt imponerende, at det er umuligt ikke at holde af, og samtidig formår det at levere en engagerende og dybt rørende historie om broderskab, kærlighed, drømme, ambitioner og menneskelige forhold.
Uncharted 4 tager de de klassiske elementer fra de tidligere spil og smækker den sammen, og det fungerer som det skal, men det er udforskningen, dynamikken mellem de to Drake-brødre og Nates nuancerede forhold til Elena samt de fantasifulde og vanvittigt overdrevne actionsekvenser, der virkelig tager kegler.
På overfladen ser spillet ved første øjekast ikke uendeligt meget flottere ud end Uncharted 3, som ganske vist også var et teknisk mirakel på PS3, men der går ikke længe, før man forstår hvorfor. Alt er så meget større og mere detaljeret i A Thief's End end i forgængerne, og når spillet fyrer på alle cylindre er det nærmest uforståeligt, at det hele bliver afviklet på en PlayStation 4.
Naughty Dog mestrer virkelig kunsten i at lulle spilleren lidt i søvn med rolige sekvenser og en masse sjove og ekstremt velskrevne udvekslinger mellem Nathan og hans mindst lige så kække bror for derefter at blæse alting i stumper og stykker og sende de to gutter ud på de mest halsbrækkende og djævelsk sammensatte rutchebaneture, undertegnede nogensinde har set.
Der er ting i Uncharted 4, som andre spiludviklere vil nærstudere i lang tid fremover i håbet om at lave noget, der bare er halvt så vildt. Og spillet leverer dem konstant med en tårnhøj detaljegrad, også i sekvenser, som man bare ræser igennem.
Naughty Dog lærte mange ting med The Last of Us, hvilket Uncharted har nydt rigtig godt af, men man kunne godt ønske, at spillet også havde beholdt det lidt enklere coversystem og skåret lidt ned på klatrevægssimulatoren. Det er lidt mystisk, at det skal være let at tage de mest halsbrækkende spring hen over en kløft for derefter at få fat i et klippeudspring på størrelse med et sandkorn med en fingerstyrke, som ville gøre Superman kryptonitgrøn af misundelse, men samtidig umuligt at få has på en bad guy ved at tømme en shotgun lige i ansigtet på ham på klos hold. Det kræver, at man accepterer præmissen.
A Thief's End en en actionbasker, som man lavede dem i Hollywood i firserne. Tænk på, hvor mange tæsk Indy kan tage uden at opgive hverken livet eller sine dumsmarte bemærkninger, så har du ideen. Uncharted er en rutchebanetur af de helt store, lineært designet for at levere den mest intense skattejagt, man kan forestille sig, men med så mange finesser, detaljer, referencer til tidligere spil, intertekstuelle referencer til hele piratkulturen og vaskeægte overraskelser undervejs, at det er umuligt at stå imod. Og så har det også tid til at have stille øjeblikke, hvor man får tid til dybe samtaler eller til at tage de utrolige miljøer ind, hvilket konstrasterer og forstærker actiondelens slagkraft. Det er et spil, der udelukkende kunne laves med et gigantisk AAA-budget i ryggen, men det har både hjerte og sjæl, og det er virkelig noget helt særligt.
Uncharted 4 er måske ikke helt perfekt, men det er svært ikke at falde pladask for. Det er ganske enkelt det bedste spil i en herlig i serie og et tindrende must-have for alle, der bare har den mindste antydning af en skattejæger i maven. Hvis Naughty Dog gør alvor at, at dette skal være det sidste spil i serien, så kunne det næsten ikke være en mere passende afslutning, men jeg kommer personligt til at savne Nate, Sully, Elena, Sam og alle de andre bindegale eventyrere rigtig meget.
Sic parvis magna er Drake-familiens motto. Storhed fra små begyndelser. Det kan man i dén grad sige om både Uncharted og Naugty Dog som udviklere.
Læs også: Anmeldelse: Nyt Battlefront er som at være med i en Star Wars-film
