Det er få der kan vende skuden lige så effektivt som Nintendo, og endnu færre der har gjort det lige så mange gange som den japanske gigant. Da deres Gamecube-konsol i sin tid eksempelvis ikke solgte som forventet, fulgte de den op med Wii som slog alle salgsrekorder.
Historien var den samme med Wii U der heller ikke fangede det brede publikum, men som blev efterfulgt af Switch der ser ud til at komme til at sælge flere eksemplarer inden for sit første år, end Wii U gjorde i hele sin levetid.
Succesen er dog ikke kommet ud af ingenting, for foruden at have lavet en konsol som har fanget nysgerrigheden hos mange, har Nintendo også sjældent været mere i storform i forhold til deres verdenskendte udbud af hjemmebagte spilserier. Det cementeres med Super Mario Odyssey, der afrunder et nærmest magisk år for Nintendo og deres nyeste konsol på absolut fornemste vis.
Læs også: Anmeldelse: Switch-versionen af Mario Kart byder på få nyheder, men er stadig fantastisk
Historien er en variation af den der har fulgt stort set alle Marios platformseventyr. Den knapt så stygge Bowser har derfor taget Peach til fange, planlagt et lyn-bryllup og givet Mario et spark bagi. En redningsmission står for døren, men for at give det hele et skud originalitet blander nye personligheder sig i det farvestrålende drama.
Cappy er således en ganske levende tophat, der er enormt ærgerlig over at hans folks prinsesse, en anden levende hat naturligvis, ligeledes er blevet kidnappet af Bowser. Derfor slår han og Mario sig sammen og eventyret er i gang.
At læse de ovenstående to afsnit repræsenterer ganske sikkert mere tid end du nogensinde har brugt med en Mario-historie før, men der er mening bag galskaben, for introduktionen af Cappy er essentiel for det nye eventyr.
Den levende, talende hat der bor på Marios hoved, kan således i det nye eventyr kastes mod alt fra fjender til genstande, hvorefter den fornøjelige blikkenslager vil overtage deres form og evner.
Hos en almindeligt kreativ udvikler ville den slags idé kunne have åbnet op for masser af sjove muligheder, men hos en krea-fabrik som Nintendo, der for tiden er i storform, er dette en guldmine der resulterer i det mest overraskende, originale og forfriskende platformspil-eventyr siden Super Mario Galaxy.
Læs også: Anmeldelse: Nintendos nye Zelda-spil overrasker som det stærkeste åben-verdens eventyr i år
Stort set ikke en eneste bane ligner eller fungerer som den næste, og på trods af at målet altid er at indsamle de magiske måner der kan genoplade din rumraket (som er udformet som en gigantisk hat naturligvis), er måden hvorpå man gør det kontant varierende.
Klassiske fjender fra Mario-universet som Goombas, Bob-ombs og Hammer Bros kan ikke kun nu vendes til egen side, men skal også bruges til at udforske alle kanter og leder af de mange baner, hvis man ønsker at finde de mange hemmeligheder.
Hver bane har et bestemt antal af de føromtalte måner, men yderligere også en antal af unikke mønter som kan bruges til at købe nye udklædninger til den eventyr lystne blikkenslager. Nogen egentlig effekt har de mange kostumer ikke, men at indsamle dem alle bliver hurtigt en fængende opgave i sig selv.
Nintendo har samtidigt været mere udspekulerede end i de fleste tidligere Mario-eventyr, og da undertegnede eksempelvis havde gennemført den sidste bane, var antallet af indsamlede måner og special mønter stadig så hånende lavt, at det ikke engang føltes som om det halve af eventyret var blevet oplevet. Ønsker man at finde alle hemmelighederne og se alle banerne, er her altså rigeligt med spilletid til de næste mange måneder.
Med alle disse positiver er det ærgerligt at Nintendo ikke har formået at helt at styre uden om et par småproblemer, særligt når det ene er bevidst inkluderet.
Kameraet kan fra tid til anden havde problemer med at gengive de spraglende baner og Marios plads i dem, på en måde hvor man har fuld oversigt over hvad der forgår. Den slags resulterer i et par uheldige fald eller fejlhop hist og her, og selvom ekstra liv kun koster ti gulvmønter, forsager det stadig lidt frustration fra tid til anden.
Mere uforståelig er dog Nintendos beslutning om at give Mario adskillige ekstra færdigheder, hvis man vælger at spille eventyret via bevægelses-controllerne som følger med konsollen som standard.
Det virker unaturligt ikke i stedet at bruge den normale controller-løsninger, og ligefrem at påtvinge denne alternative kontrolmetode virker som en fejlsatsning, der særligt rammer de der har betalt ekstra for den semi-dyre pro-controller.
Fejltrinnene er dog meget små og mere end opvejes af en eventyr der sprudler af liv, opfindsomhed og spilleglæde. Super Mario Odyssey er et klassisk, fabelagtigt Nintendo eventyr af den fineste slags, der uundgåeligt kommer til at rangere mellem årets bedste spil, og samtidigt er en af de bedste undskyldninger for at smide en Swich under juletræet vi kommer så langt.
Læs også: Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk
