Nogle gange kræver det ikke mere end en person for at ændre et helt foretagendes kurs, hvilket også er historien bag den japanske software udvikler From Software, og skaberen Hidetake Miyazaki der tilbage i 2009 tydeligt satte sit eget fingeraftryk på spilmediets helhed.
From Software, der op til dette punkt mest havde gjort sig bemærket via spidsfindige rollespils-serier og actionbrag med store robotter i fokus, valgte således at lave lidt af en afstikker med 'Demon’s Souls' – et projekt der angiveligt havde svært ved at finde fokus indtil Miyazaki fik lov til at tage over og ændre dets kurs.
Med en sværhedsgrad så høj at Sony i første omgang aflyste en tidligere aftale om at udgive spillet uden for udviklerens egen hjemstavn, virkede chancen for succes lille. Men da det originale rollespil alligevel ramte de amerikanske og europæiske markeder, begyndte succesen at vokse.
Senere spirituelle efterfølgere i form af Dark Souls-serien, forfinede de mange originale idéer og det knivskarpe kampsystem der lagde stor vægt på parader og timing, men bevarede sværhedsgraden, samtidigt med at seriernes succes eksploderede.
Grundpillerne blev også brugt i det horror-prægede Bloodborne, hvor små ændringer af mekanikkerne og en H.P. Lovecraft-inspireret verden gav det hele dets egen tone.
Ikke overraskende er Miyazakis nyeste spil også et eventyr der i stor grad er inspireret af hans tidligere udgivelser, men som samtidigt også har tilføjer masser af originale ideer til opskriften. Samtidigt er det også et eventyr der ligesom det oprindelige Demon’s Souls angiveligt startede ud som noget andet, før retningen blev ændret og det endte som en samurai-historie med hang til snigeri.
Historien der i denne ombæring sætter scenen for det hele, er nærmest mere antydet end egentlig fortalt, og den kryptiske dialog gør at man fra tid til anden gør bedst i at søge hjælp fra diverse internet-ressourcer for at holde styr på det hele.
Med kontrollen over ninjaen ”Wolf” har man dog svoret at forsvare end klejn mandsperson, der naturligvis bliver omdrejningspunkter for en forestående krig, forræderi og en jagt på selvindsigt. Trods at dialogen kan være lidt mangelfuld, fortælles meget gennem omgivelserne og stærke mellemsekvenser.
Hvor tempoet i Souls-serien generelt har været langsommeligt, er de tunge rustninger denne gang skiftet ud med stor bevægelighed, hvilket ikke mindst skylde den såkaldte ”Shinobi Prosthetic” der her er et andet navn for en alsidig robotarm. Med denne er det således muligt at bruge forskellige værktøjer, som blandt andet tillader Wolf at svinge sig fra bygning til bygning.
Bevægeligheden er i sig selv en gigantisk forandring i forhold til Miyazakis tidligere spil, og bliver yderligere her krydret med at den bedste tilgang til enhver situation oftest er at snige sig afsted.
Ikke alle kampe kan dog klares fra skyggerne og det er da også når sværdet må trækkes at spillet viser sig fra sin bedste side. De knivskarpe, ekstremt strategiske, straffende og alligevel rimelige kampsystemer som har gjort alle forløberne til Sekiro til noget helt specielt, præsenteres her i en ny variant der måske endda er den stærkeste til dato.
Kampsystemet er således ikke længere primært opbygget gennem parader som i Souls-serien eller via offensiv timing som i Bloodborne, men har i stedet fundet dets helt eget tempo ved at kombinere disse mekanikker med positur, position og et system hvor fjendernes parader gradvist skal nedbrydes.
Som tidligere kræver det tilvænning at begå sig i et spilunivers hvor selv den simpleste fjende kan lande dødelige slag, men uanset hvor mange gange man dør føles det sjældent urimeligt på en måde hvor man med skarpere teknik ikke godt kunne have klaret situationen. Og når man begynder at få styr på sagerne, findes der få kampsystemer mere intense og imponerende end det man møder i Sekiro.
Som titlen antyder gives man også denne gang en ekstra chance når alt går galt, da Wolf har muligheden for at genoplive sig selv en gang. Man bør dog overveje hvordan muligheden bruges, for effekterne af at bruge den for ofte vil påvirke verdenen omkring en og dermed også sværhedsgraden.
I modsætning til Souls-serien er det ikke længere muligt at opgradere sin figur, men i stedet de værktøjer og evner man løbende bliver stillet til rådighed. Også dette giver den velkendte formular et nyt twist, men da de bedste bonusser først gives når man besejrer de mange særligt udspekulerede fjender, betyder det også at der ikke bliver givet mange håndsrækninger undervejs.
Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med nogle af Miyazakis spileventyr, vil Sekiro være en særdeles brat opvågning af den slags som man sjældent møder andetsteds.
Her er tale om et spil som glædeligt giver enhver nytilkommer nederlag på nederlag, før det ganske langsomt begynder at given nogen som helst mening. Det er med andre ord himlende svært, men på en måde hvor teknik, timing og kundskab altid belønnes.
Er man allerede tidligere blevet tryllebundet af From Softwares udgivelser i serien, er der ingen vej uden om at Sekiro: Shadows Die Twice, for trods at det hele er blevet ændret tilpas meget til at det har sin egen stemme, er kvaliteterne ligeså mange og overbevisende som tidligere.
Læs også: Anmeldelse af Mass Effect Andromeda: Kringlet start på stort opsat rum-opera