Det er de færreste der nogensinde har sagt at spiludvikling er en nem sag, og alligevel må baggrundshistorien bag Rage 2 være en af de mere rodede af slagsen.
Id Software, udvikleren der cementerede deres navn med spil som Wolfenstein, Doom og Quake havde tilbage i 2007 fået blod på tanden i forhold til at kaste sig over et helt nyt projekt, der skulle vise at udvikleren også var i stand til mere end hurtigere skydespil uden historie eller udforskning.
Rage blev navnet på spillet der udkom i 2011, og foruden en mere levende, Mad Max-inspireret verden der tilbød mere frihed og liv, var her også blevet plads til bilræs og masser af sidehistorier og frivillige opgaver.
Af flere forskellige årsager blev Rage dog aldrig det store hit udvikleren havde håbet på, og herfra var det nærmest som om den hidtil urørlige hit-udvikler mistede deres selvtillid, og efterfølgende flere af dets mest essentielle ansatte som f.eks. John Carmack.
Se også: Hitman 2 anmeldelse: En problematisk fortid spænder ikke ben for elegante snigmordere
I mellemtiden, i et helt andet sted i verden (Sverige), var Avalanche Studios godt i gang med at etablere sig som en udvikler der særligt havde godt styr på åbne verdner og kaotisk gameplay, hvilket bedste blev demonstreret i deres populære Just Cause-serie og senere også Mad Max-spillet.
Med alt det i tankerne giver det god mening at de to udviklere besluttede sig for at kombinere deres kompetencer da planerne om en efterfølger til Rage begyndt at tage fart, og alligevel var overraskelsen stor da spillet sidste år blev vist for første gang. Og den selvsamme overraskelse er faktisk et gennemgående element, mens man bevæger sig igennem det færdige spil, for intet er helt som man havde forventet.
Det er i første omgang den visuelle side der ikke ret original. Id Software har altid været kendt for deres imponerende teknologi, og alligevel har Avalanche valgt at gøre brug af deres egen til det nye eventyr. Samtidigt er farvepaletten også blevet piftet op, så de brune ørken-farver nu har fået følgeskab af alt fra pink til orange og grønt.
Det er dog den svenske udvikleres forkærlighed for kaos der også på den tekniske side er det mest iøjefaldende i Rage 2. Ligesom i Just Cause-serien leges der også her med fysik-baserede slagmarker, hvor snedig brug af de tilgængelige våben, kan igangsætte ødelæggende kædereaktioner med uforudsete følger. Det virker organisk og holder det hele friskt.
Endnu bedre er dog implementeringen af selve skyderiet, og her mærker man for alvor hvordan Rage 2 er et spil udviklet af to forskellige hold med hver deres kompetencer. Det er således det samme, strømlinede og nærmest relancerede Id Software der med Doom (2016) overraskede hele spilverdenen med et af genrens bedste spil, der igen her har fået lov til at gøre hvad de gør bedst.
I Rage 2 bydes der derfor på nogle af de bedste våben til dato i noget FPS-spil, hvilket er et resultat af hvordan de lyder, ser ud og fungerer i forhold til den omkringliggende verden. Udvikleren har til fulde udnyttet at her er tale om et solo-eventyr hvor der ikke skal tages højde for en multiplayer-komponent, og har derfor kunne bestemme hvordan hver enkelt fjende skal reagere på de forskellige våben.
Når disse våben samtidigt kombineres med en slags superkræfter og Avalanche Studios forståelse for en fysik-baseret spilverden, er resultatet aldeles hæsblæsende action-momenter af en uhørt høj kvalitet. Våbendesignet er eminent og at hvert våben har en alternativ funktion, gør kun det hele mere interessant – automatriflen og haglgeværet er således begge så sjove at bruge, at alle efterfølgende spil i genren bør kigge i Rage 2’s retning for at se hvordan den slags skal gøres.
Desværre er det ikke hele oplevelsen der kan opretholde det samme niveau, og tydeligst er det at mærke i den åbne verden der ganske simpelt ikke er særlig fængslende.
Problemet er ikke at det hele er foregår i en post-apokalyptiske omgivelser, men i stedet at verdenen aldrig rigtig synes at være der af andre grunde end at det har faldet udvikleren naturligt. Her er ganske få overraskelser eller grunde til at udforske, og i stedet bliver den åbne verden således blot en måde at komme fra A til B.
Transporten mellem de forskellige opgaver foregår i Mad Max-inspirerede fartøjer, der alle synes banket sammen af stumper og stykker fra en verden hvor alt handler om overlevelse og praktikalitet. Ingen af dem er dog sjove at bruge og enkelte decideret fejlfyldte, på en måde hvor man kan håbe på at der bliver arbejdet på en løsning.
Det samlede resultat er derfor næsten lige så rodet som spillets oprindelse, for Rage 2 svinger fra at være eminent godt til at være jævnt kedelig. Spilverdenen er således ligegyldig på en måde hvor den næsten kunne være sløjfet til fordel for en mere lineær oplevelse, mens action-sekvenserne er hæsblæsende, virkelig underholdende og hele tiden gør at man glæder sig til den næste.
Nogen vil utvivlsomt finde underholdning i den åbne verden, mens andre vil synes den er kedelig og ligegyldig. De fleste vil dog have svært ved at lade sig løsrive fra de hektiske kampe, og have svært ved at tørre smilet af ansigtet når man først har oplevet hvor voldsomt det hele kan eskalere i løbet af ingen tid. Rage 2 får derfor trods sine udfordringer en solid anbefaling herfra.
Læs også: Anmeldelse: Mortal Kombat har aldrig været mere brutalt end nu
