Artikel top billede

Nu kan du invitere dine kunder med helt ind i hjertet af produktudviklingen: Danske UserTribe har opfundet en digital kunde, man kan spørge om alt i realtid

UserTribe har opfundet en digital kunde, som en virksomhed kan spørge om alt muligt baseret på enorme mængder videooptagelser af rigtige levende kunder, der interagerer med produkter, websites og lignende. En digital antropolog er en vigtig del af systemet. Maersk er en af ti kunder, som netop nu bruger systemet.

Danske UserTribe har opfundet en digital kunde, man kan spørge om alt muligt.

På den måde kan man invitere kunderne helt ind i det allerhelligste i en virksomhed, hvor nye produkter og services udvikles. Det skriver Berlingske.

En meget vigtig del af systemet er en digital antropolog, som er skabt på basis af analyser fra ikke færre end 1.500 antropologers arbejde med at analysere cirka en million timers videooptagelser af UserTribes egne kunders kunder.

Den digitale antropolog er derfor i stand til at analysere store mængder videooptagelser og altså afgøre, hvad en kunde synes om noget helt specifikt.

“For eksempel har Mærsk omkring 1.000 timers video af deres kunder, der interagerer med koncepter, kampagner, produkter samt digitale platforme. Så kan vores model afkode, hvad de siger, hvordan de siger det, og hvilke følelser deres ansigtsudtryk afslører i alle tænkelige situationer,” siger Casper Henningsen, administrerende direktør i UserTribe, til Berlingske.

Ti danske og internationale virksomheder bruger lige nu første version af UserTribe-produktet.

I løbet af første kvartal lanceres det over for finanssektoren, og i den forbindelse har UserTribe produceret over 1.000 timers videooptagelser af bankkunder i forskellige situationer, skriver Berlingske.