Artikel top billede

(Foto: IDG News Service)

Apple vippet af pinden som verdens næststørste smartphoneproducent: Kinesiske Xiaomi buldrer frem

Apple mister pladsen som den næststørste leverandør af smartphones i andet kvartal, hvor det kinesiske mærke Xiaomis salgstal buldrer frem. Det viser en ny analyse.

Apple er ikke længere verdens andenstørste leverandør af smartphones.

Det kinesiske selskab Xiaomi har netop overhalet Apple og dets iPhones på globale leverancer i andet kvartal af 2021.

Det viser en ny analyse fra Canalys.

Tronskiftet sker efter, at den kinesiske mobilproducent og en af de førende kinesiske smartphone-mærker fortsætter med at øge sine leverancer især uden for Kinas grænser.

Xiaomi tager andenpladsen for første gang med en 17 procents andel af verdensomspændende smartphone-forsendelser, en stigning på tre procent fra det foregående kvartal.

Apple må dermed tage til takke med en tredjeplads og 14 procent af de globale leverancer, hvilket sker efter en årlig vækst på blot en procent.

Samsung stadig i front - for nu

Samsung med en markedsandel på 19 procent indtager fortsat den gule smartphoneførertrøje. Men det sydkoreanske firma må for alvor mærke den kinesiske forfølger.

Mens Samsung har haft en årlig vækst på 15 procent, smadrer Xiaomi feltet med en årlig vækst på 83 procent.

Det sker ifølge Canalys blandt andet på baggrund af flotte leverancer uden for Kina.

I andet kvartal steg Xiaomis forsendelser med mere end 300 procent i Latinamerika, 150 procent i Afrika og 50 procent i Vesteuropa.

Xiaomi målretter sig fortsat massemarkedet og de lavere priser. Ifølge Canalys er salgsprisen på Xiaomis modeller henholdsvis 40 og 75 procent billigere end Samsung og Apples.

Vigtigt bliver det derfor også for Xiaomi at øge salget af sine dyrere modeller, som tilsvarende ofte skal følges op af store marketingsfremstød.

Samtidig kæmper alle leverandører hårdt for at sikre sig kritisk komponenter og chips på grund af global mangel - ind til videre fortsatte smartphoneleverancerne i andet kvartal dog med at stige 12 procent.