Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Det er en dansk folkesport at have et anstrengt forhold til konsulenter.
Uden at man nødvendigvis behøver at konkretisere, hvilken type eller faglighed det drejer sig om, er alene en henvisning til, at ledelsen har hyret en ekstern konsulent, nok til at udløse øjeblikkelig sympati ved et middagsselskab.
Konsulenter er jo, som alle ved, varmluftballoner, der bliver betalt formuer for, at en handlingslammet ledelse kan få ryggen fri. Uden at det dog giver brugbare resultater. Højest såkaldte effektiviseringer, der bare betyder nedskæringer og mindre tallerkner i kantinen.
Derfor var det helt efter bogen, da regeringen i et udspil annoncerede enorme besparelser ved at begrænse brugen af eksterne konsulenter i den offentlige sektor: Dyre skattekroner, der ellers ryger lige ned i tomme excel-ark. Fuldstændig menings- og resultatløst.
Præmissen var netop, at eksterne konsulenter er et dræn ned i de offentlige kasser, og vi kan skære dem væk, uden at det vil kunne mærkes.
Pragmatisme vs. populisme
Jeg skal være den første til at erkende, at der gennem tiden er blevet dokumenteret adskillige dårligt udførte projekter med eksterne konsulenter som dyrt betalte lejesoldater.
Det er heller ikke svært at finde eksempler på offentlig digitalisering, der er endt i noget nær økonomisk katastrofe, pga. hovedløs brug af folk udefra med en tilsyneladende åben regning. Og præcis som i nattelivet ender det med kraftige tømmermænd.
Men når det er sagt, bliver vi også nødt til at se på de faktiske forhold i it-industrien.
Og vi bliver nødt til at nuancere debatten og efterfølgende de strategier, vi lægger, hvis vi vil lykkes med vores ambitioner for den fortsatte digitalisering af den offentlige sektor.
Anledningen til, at jeg tager dette emne op, er denne artikel i Finans, som senere blev citeret i Computerworld d. 14. juni. Rystende læsning, der afslører, at man trods ambitionerne om at skære markant i brugen af eksterne konsulenter faktisk kan konstatere, at regningen voksede med flere hundrede millioner sidste år.
Imidlertid fremgår det af tallene, at regnestykket dækker over en omfordeling af, hvilken retning pengene bliver sendt i.
Det er nemlig lykkedes at begrænse brugen af de såkaldte management-konsulenter, imens brugen af særligt it-konsulenter er vokset. I lyset af den første besparelse; formentlig ganske meget endda.
Det lyder jo ikke godt, og man kan næsten fornemme, hvordan fakkeltog med protester trækker i retning af Ridebanen.
Men stop!
For hvorfor kan det faktisk være en fordel for digitaliseringen af Danmark?
De faktiske forhold, der spiller en vigtig rolle i dette spørgsmål, er særligt 2:
- For det første er det en velkendt sag, at it-branchen står med en stor udfordring med rekruttering. Dette gælder naturligvis også offentlige institutioner. Alle råber på kvalificeret arbejdskraft. Som arbejdsgiver kender jeg om nogen denne problemstilling.
- Det andet forhold, der lægger sig i forlængelse af det første, er, at den offentlige sektor har nogle begrænsninger i forhold til lønrammen for deres faste medarbejdere. Med eksterne konsulenter bliver lønudgiften flyttet fra drift til indkøb.
Det vil jeg lade ligge for indeværende og fokusere på resultatet: Summen af forhold 1 og 2 er, at trods alle de gode hensigter om at begrænse brugen af eksterne konsulenter, så er det ikke muligt i praksis.
Det er et simpelt spørgsmål om adgangen til kvalificeret arbejdskraft. Mangel på hænder til digitaliseringen af vores offentlige sektor.
Det er ikke små optimeringsprojekter. Det er hele vejen fra udvikling og implementering til den efterfølgende drift. Og når de hænder ikke kan sikres gennem ansættelser, må man finde dem der, hvor de er; nemlig i det private.
Ud med parolerne
Det er således at gøre regning uden vært, at proklamere, at man vil skære dybt i brugen af eksterne konsulenter til it. Det kan ikke lade sig gøre i praksis.
Indtil vi får kigget på de bagvedliggende strukturer, er dette noget, vi lige så godt kan erkende, og så i stedet arbejde for, at de penge, vi bruger, bliver brugt fornuftigt.
I den forbindelse kunne man blandt andet lægge mere vægt på, at de eksterne eksperter i højere grad bliver brugt på, at de gør sig selv overflødige.
Vi kommer ikke til at kunne trylle flere egnede kandidater til den offentlige sektor frem.
Vi er ved at være på rette spor i vores uddannelsessystem, men det har fortsat lange udsigter. Den private sektor vil også vedblive med at kunne tilbyde nogle andre og for mange mere attraktive ansættelsesforhold.
Men vi kan blive bedre til at arbejde med det, vi har. Og vi kan blive bedre til at skabe bedre synergier i vores offentlig-private samarbejde.
Det vil give store fordele for alle parter. Den offentlige sektor får adgang til de stærkt efterspurgte kompetencer og ressourcer, med den afledte effekt at de til fulde kan udnytte og udvikle deres egne folk til at drive og strukturere processerne, samtidig med at de får tilført viden og perspektiver udefra.
Den private sektor får på deres side mulighed for også at lade mindre specialiserede medarbejdere blive del af store offentlige projekter, de kan sætte deres ekspertviden i spil på måder, der bidrager til at øge samfundsgevinsten, og de kan understøtte en fælles ambition om at også offentlig digitalisering sker med en dobbelt bundlinje med både kvalitet og konkurrencedygtighed for øje.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
