Artikel top billede

Streaming: Verdens dyreste fantasy-serie får endelig premiere på Amazon Prime Video

Fra september og frem fortæller The Lord of the Rings: The Rings of Power om Saurons karriere fra løjtnant i ondskabens tjeneste til mørkets herre – og om et enormt galleri af helte og konger fra tiden før Bilbo og Frodo drog på eventyr.

I de tre The Lord of the Rings-film optræder den onde überlord Sauron kun i fuld figur gennem enkelte korte tilbageblik og undervejs som flammende øje, der holder skarpt udkig efter hobbitter, dværge, elvere og en enkelt hårdt prøvet arving til Gondors trone.

Men 2. september får serien The Lord of the Rings: The Rings of Power premiere på Amazon Prime Video, og her får vi blandt andet historien om, hvordan han steg i graderne.

Serien foregår tusinder af år før begivenhederne i Krigen om Ringen, som Peter Jacksons tre film dækker.

Den omhandler blandt andet kongedømmet Númenors fald og skabelsen af de famøse ringe, der efterfølgende fik så mange i fedtefadet. Herunder Den Ene Ring, der som bekendt siden kom i Gollums og siden hobbitternes besiddelse.

I serien optræder også en række kendte langlivede elvere i yngre udgaver, heriblandt Galadriel og Elrond. Dertil kommer talrige personer, der kun kendes fra forhistorien; Isildur, Elendil, Gil-galad, Celebrimbor og mange flere.

Og hvor vi hidtil kun har set eksempelvis dværgenes by Khazad-dûm som en ork-inficeret ruinhob, genskaber serien den i al sin magt og vælde.

The Lord of the Rings: The Rings of Power trækker tungt på Tolkiens ekstremt omfattende notearbejde til de tre bøger om ringkrigen samt på mere kringlede værker såsom The Silmarillion.

Den har også været længe undervejs. Amazon købte således serierettighederne helt tilbage i 2017 for hele 250 millioner dollars, og selve produktionen har efter enhver tænkelig målestok også været rasende kostbar.

Amazon har angiveligt afsat på den anden side af en milliard dollars til de planlagte fem sæsoner. Det vil i givet fald gøre The Lord of the Rings: The Rings of Power til den dyreste tv-serie nogensinde.

Forventningerne er i hvert fald tårnhøje – samtidig med at en del Tolkien-fans allerede højlydt har luftet deres bekymringer for, om producenterne tager sig lidt for store friheder med forfatterens enorme mytekatalog. Eller om de har formastet sig til at hyre skuespillere, der ikke helt ligner deres forestillinger om, hvordan de gamle konger og helte tog sig ud.

Lanceringstraileren blev lagt online for et par uger siden, er allerede set knap 12 millioner gange og tegner særdeles lovende.

Titel: The Lord of the Rings: The Rings of Power / Sæson 1 består af otte episoder og får premiere 2. september på Amazon Prime Video