Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Dansk app lukrerer på stigende fødevarerpriser / Solgte dansk it-virksomhed for 200 millioner – nu vil han være investor / Efter juridisk slagsmål med Nokia: Nu stopper Oneplus salget i Tyskland

Dansk app lukrerer på stigende fødevarerpriser. Solgte dansk it-virksomhed for 200 millioner – nu vil han være investor. Efter juridisk slagsmål med Nokia: Nu stopper Oneplus salget i Tyskland. Lexit Group køber svensk selskab, og så har pc'en fødselsdag i dag.

Godmorgen

Her kommmer ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld, og igen i dag er det Jacob Wittorff, der sidder bag tasterne og drømmer om weekend med høj sol og kolde infationsramte øl.

Vi lægger dog ud med historien om, at det ikke er alle, der ærger sig lige meget over de stigende priser på fødevarer. For hos danske Too Good To Go udgør de også en gylden mulighed.

Dansk app lukrerer på stigende fødevarerpriser

Den danske app Too Good To Go har kronede dage på grund af de stigende fødevarepriser.

Det skriver Finans.

Too Good To Go sælger en slags lykkeposer med mad, som folk kan hente i restauranter og butikker, som vil undgå madspild, og interessen for lykkeposerne er nærmest steget i takt med fødevarerpriserne.

”Vi kan se, at vi på månedsplan har fået mange nye brugere, men vi kan også se, at de brugere vi har i forvejen, bruger appen meget mere,” siger Heidi Boye, landechef i Too Good To Go, til Finans

Too Good To Go er stiftet af Brian Christensen, Adam Sigbrand, Stian Haanes Olesen, Klaus Pedersen og Thomas Bjørn Momsen, men selskabet har Endomondo-stifteren Mette Lykke som topchef og har blandt andet fået tilført kapital fra Preben Damgaard.

Solgte dansk it-virksomhed for 200 millioner – nu vil han være investor

Eske Gunge, der har været med til at stifte og sælge Actimo for 200 millioner kroner, er sprunget ud som investor og vil foretage såkaldte angel-investeringer i danske iværksætter-selskaber.

I et interview med iværksættermediet Tech Savvy, forklarer Eske Gunge, at han mener at iværksættere som ham selv har et ansvar for at bidrage med sin viden og erfaring.

”Der er ved at ske noget ret spændende nu i Danmark, som er kommet snigende gennem de seneste fem år: En større række founders, som jeg selv er en af, har været med til at skalere en techvirksomhed, har solgt den, og er begyndt selv at kunne være business angels. Der har også tidligere været dygtige eks-founders i markedet, men nu er der efterhånden ved at være mere end blot et par håndfulde, og det tror jeg, er en kæmpe mulighed for hele det danske økosystem,” siger Eske Gunge.

Oneplus må indstille salget efter juridisk-nederlag til Nokia

Kinesiskse Oppo, der blandt andet står bag telefonen Oneplus, har måtte indstille sit smartphone-salg i Tyskland.

Det sker efter, at den kinesiske gigant har tabt en patentssag til finske Nokia, skriver det amerikanske tech-medie The Verge.

OnePlus’ kommunikationsdirektør Spenser Black oplyser til The Verge, at selskabet arbejder på at finde en løsning på tvisten og har ambitioner om igen at kunne sælge sine produkter på det tyske marked.

Lexit Group køber svensk selskab

Norske Lexit Group, som også er tilstede i Danmark, har foretaget et opkøb af svenske Idnet, som har hovedkvarter i Göteborg. Det oplyser Lexit Group i en pressemeddelse.

Målet for Lexit Group efter overtagelsen er, at nå en årlig omsætning på en milliard norske kroner og 240 medarbejdere.

”Med Idnet bliver vi væsentligt styrket til at betjene de største skandinaviske kunder. Idnet har en solid track-record i at udvikle og implementere innovative løsninger til effektivisering af operationelle processer indenfor lager, logistik og detailhandel. Selskabet har desuden spidskompetence indenfor implementering af nyeste generation af elektroniske hyldeforkanter (ESL) og tilhørende løsninger. Lexit Group vil fremover kunne tilbyde disse kompetencer og løsninger til vore kunder på tværs af landene,” siger Sjur Skjæveland, koncernchef for Lexit, ifølge en pressemeddelelse.

Parterne har ikke oplyst en købssum.

Pc’en fylder 41 år

I dag er det 41 år siden, at IBM lancerede IBM Model 5150, der ofte bliver anset som verdens første personlige computer.

Model 5150 udmærkede sig ved at have en åben arkitektur, der gjorde det muligt for andre producenter at bygge kompatible computer, mens IBM tjente penge på biosen, som styrede hardwaren.

IBM’s pc var udstyret med en 4,77 mhz Intel 8088 mikroprocessor, havde 16 kilobyte ram og kørte MS-Dos.