Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Kan det tænkes, at vor nye folkesygdom stress skyldes den måde, som vi tvinges til at arbejde (sammen) på nu om dage?

Klumme: Kunne det tænkes, at stress-epidemien skyldes, at vi tvinges til at storrum med to store skærme foran os, så ro efterhånden kun kan findes på toilettet, og her kun i et kort tidsrum, da alle jo har set, at man gik derind. Uret tikker. "Hvis jeg virkelig skal have noget lavet, så arbejder jeg hjemme", siger galejslaverne så.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

For nogle år siden forstod jeg pludselig, at MasLow og hans behovspyramide slet ikke dækkede menneskers vilje til at finde på udfordringer i deres liv.

MasLows end-point, toppen af pyramiden, er jo selvrealisering, hvilket er åndssvagt, fordi der er så lidt plads til at skrive et langt ord helt oppe i toppen af en trekant.

Jeg opfandt derfor MasHigh-behovspyramiden, som er en omvendt pyramide, sat på spidsen (tøhø) ovenpå MasLow.

MasHigh-pyramiden bliver derfor bredere og bredere efterhånden som menneskets MEGET avancerede behov gror og vokser frem. Med andre ord: Vore behov bliver større og større.

Vi taler her om alle de behov, som vi nok ikke anede, at vi kunne få, efterhånden som rigdommen, overfloden og fritiden breder sig... alle kæledyrs ret til et aktivt sexliv, planternes ret til frihed og mobilitet, alle typer mælks ret til at vokse op uden kød i deres diæt, retten til at blive krænket over, at andre bliver krænkede. Den slags ting.

Send mig gerne flere forslag til behov, der vil forekomme vigtigere og vigtigere i de kommende år, mens MasHigh-pyramiden strækker sig opad mod clouden.

Så ved vi det altså bare

Jeg blev mindet om MasHigh, da jeg så reaktionerne på forslaget om at sløjfe Store Bededag som helligdag.

Hvis man ikke vidste i forvejen, at vi lever i gode tider, så vidste man det bagefter.

Altså, i runde termer, blev der fra folkedybet råbt: Fuckfuck til det faktum, at vi lyver vore allierede op i ansigtet om vores forsvar, som ikke kan en skid, og de meget få midler vi bruger derpå.

Skidt med at der er lidt inflation, en krig fyldt med mini-Verduns blot to lande væk plus en smule klimakrise. Det er småting. Næh, NU STOPPER I! En fridag MINDRE?! Vi KNOKLER jo alle sammen 25/8/370 i forvejen! Vi risikerer jo, at vores arbejdspuls bliver højere end hvilepulsen.

Gid man kunne tage en snak med Maslow om den slags ting, som vi bruger tid på i dag - og så filme hans skiftende ansigtsudtryk i slowmotion. Lidt ligesom den gode, gamle idé med at besøge en høvding i en kraal et sted i Afrika og forsøge at forklare ham, hvor kæmpestort problem det er, hvad ungerne skal have med til uddeling i klassen, når de har fødselsdag i Danmark. Eller læse beskeder fra Aula højt for ham.

Tip: Hvis du ikke allerede abonnerer på "BeskedFraAula" på Instagram, så gør det. Til tider på højde med Rokokoposten.

Men nu til det, som det egentlig handler om

Men én ting, der er oppe i tiden, ser ud til at være et særdeles reelt problem, og ikke ét af slagsen vi overhovedet tager alvorligt nok i min optik: Stress.

Så resten af klummen skal handle om dét.

Og storrum.

Kan det tænkes, at vor nye folkesygdom, stress, skyldes den måde vi tvinges til at arbejde (sammen) på nu om dage?

Alle steder sidder folk i storrum med to store skærme foran sig. Alle kan se, hvad alle har på skærmen, og hvad de laver. Ingen ryg er fri. Alles ansigtsudtryk kan aflæses hele tiden. Alle kan høre, hvad man siger.

Det er som at sidde i rundkreds til et forældremøde uden at nogen siger noget, hvilket for de fleste af os er next-level akavet.

Eller som at sidde i gymnastiksalen til skriftlig eksamen.

Fred og ro er nu to klart adskilte størrelser:

Fred kan kun findes ved at påtage sig hovedtelefoner med Active Noice Cancelling eller ved at gå ind i en klaustrofobisk telefonboks eller et møderum. Så sidder man dér mellem fire glasvægge som den corporate guldfisk man jo faktisk er.

Ro kun på toilettet

Ro kan kun findes på toilettet, og kun i et kort tidsrum. Alle har jo set, at man gik derind.

Alle kan ved at kigge i forbifarten under det matterede glas i møderumsakvariet ane, om man er derinde eller stadig er på toilettet. Så alle ved, hvor længe vi er om at lave nummer to. Uret tikker.

Der ”hot-deskes”, så man aldrig ved, hvor man skal sidde, om der overhovedet er plads, eller om man er dømt til at vandre over til ”overflow”-området som en udstødt.

Retten til et sted at sidde findes ikke mere. Man har et mikroskab, hvor man kan have sin digitale fotoramme med billeder af familien og sin usikre, kinesiske stats-PC.

Der er konstante forstyrrelser i form af folk, der går forbi eller taler med ukendte mennesker i telefon. Konstant aktivering af opmærksomhed og beredskab. Uundgåelig lytten til alle mulige samtaler omkring én.

Forestil jer, hvilken fest, eller rettere panik, der er i frontallapperne dagen lang. Hormoner og signalstoffer deroppe må té sig som en hønsekødssuppe, der skal stå og boble hele dagen.

Det er sgu' ikke sært, at der er blevet så underligt stille på danske arbejdspladser.

Tænk at tage model "Det Kongelige Biblioteks Læsesal" og ophøje til corporate standard.

Det er ikke et sødt menneske, der har fundet på dét.

Det er totalovervågning

Ingen fred. Intet privatliv. Totalovervågning. Kontrol. Kunstigt dæmpede stemmer. Øjne, der hele tiden er nødt til at scanne omgivelserne som var det Kamp i Bebygget Område eller en natpatrulje. En masse skrevne og uskrevne regler for opførsel.

Ingen faste pauser. Og man føler altid, man forstyrrer en kollega, hvis man vil tale med vedkommende, fordi de per definition altid sidder dybt begravede i skærmene, har hovedtelefoner på eller deltager i virtuelle møder uden, at man opdager det og derfor står og plaprer løs som en idiot ved deres hævesænkebord.

Ingen tør tage telefonen, endskønt den faktisk stadig kan bruges til at tale med andre, så man skriver mails til naboen og sætter møder op på skærmen om nogle dage.

Man installerer rød/gul/grøn-lamper ovenpå skærmene.

Kollegerne studerer kalendere som de gamle kremlnologer studerede Pravda og sinologerne Folkets Dagblad under Den Kolde Krig.

"Hvis jeg virkelig skal have noget lavet, så arbejder jeg hjemme", siger galejslaverne.

Og det giver mening, for det er dokumenteret godt og grundigt, at produktiviteten falder 40 procent, når man indfører storrumskontorer. Moderne tider, som Charlie Chaplin sagde.

Med to hjemmearbejdsdage kan vi håbe på, at produktivitetstabet er mindre. Også af den grund kunne man roligt omdanne de større byer herhjemme til TWaT-cities (Tuesday, Wednesday, and Thursday).

Gyser i hele min krop

Rent sikkerhedsmæssigt gyser det også i mig. Alle kan jo se alt og aflæse passwords med lidt snilde og en iPhone, hvor kameraet er sat til slow motion. Evil Maids i form af rengøringsfolk må have en fest i disse tider.

KUNNE det tænkes, at vi ville få det bedre og få mindre stress, hvis man i stedet havde sit eget kontor eller delte et kontor med en god kollega eller to, hvor man lærte hinandens idiosynkrasier (aka særheder) at kende og kunne tale om dette og hint, havde lidt privatliv i form af bortvendte skærme, og måske endda kunne tale privat eller grine højt uden at alle mulige uvedkommende lyttede med eller sendte Kongelig Biblioteks Læsesals-blikke?

Kunne det tænkes?

I Miracle-tiden kom der en mand fra Arbejdstilsynet en gang om året.

De politiske vinde skiftede fra år til år. Nogle år var det det fysiske arbejdsmiljø, hvor der sådan set ikke var så meget at komme efter i en it-nørde-biks, og andre år var det så det psykiske arbejdsmiljø.

Et af de år havde jeg lige læst en fantastisk phd-afhandling af en kvinde fra Cowi, der havde kigget på to storrumsmiljøer og fundet ud af, at alle blev forstyrrede og underholdt, men ingen (surprise!) fik lavet ret meget.

Lige noget for mig

Og at det var en fantastisk konstruktion for standup-/larmetyper som mig selv. Så jeg flyttede efter endt læsning prompte væk fra det rum, som mine folk sad i og ind på et skummelt nano-kontor med spraglede firser-gardiner.

Og så spurgte jeg kort efter Manden fra Arbejdstilsynet (det kunne være titlen på en Graham Green-roman fra Den Kolde Krig), hvad han syntes om storrumskontorer?

"Tjah", svarede han, "jeg kan se, at alle arbejdspladser med storrum har mange regler og alle har noget i ørerne. Vi har selv storrum i Arbejdstilsynet, så jeg arbejder så meget hjemmefra som muligt".

SideBemærkning Begynd

Læg dertil de moderne ypperstepræster, arkitekterne, der har en FEST med at lave mærkelige konstruktioner, der så kan beundres af deres kollegaer fra arkitektskolen.

Kan I huske, da det pludselig blev totalt hot blandt arkitekterne at lave høje domiciler med et kæmpe hul i midten, lidt vand forneden, som man kunne komme til at træde i, og nogle mødekasser, der ligesom hang frit ud fra etagerne i Det Store Hul?

Det skyldtes noget specifik undervisning ét bestemt år på arkitektskolen, hvorefter de udvalgte løb ud i mange verdenshjørner for at være de første, der kunne lokke nogen til at lade dem tegne noget de så kunne prale af til de andre.

Well, se så, hvad dén konstruktion gør ved os nu, hvor vi skal spare på varmen.

Al varme fiser selvfølgelig fra hver etage ud i hullet og op i taget.

Hvis du vil have varmen i en af de der udhulede dimser skal du placere dig selv oppe under taget ved hjælp af nogle Helium-fyldte balloner.

Som alle it-folk ved stiger varm luft opad, og storrumspaladserne er lige så effektive og nemme at varme op som en sportshal fyldt med ubevægelige atleter.

Og fuck, hvor kvinderne fryser nu.

Så vi køber tæpper og anskaffer vanter med metaltråde i fingerspidserne. Vi samles jævnligt i køkkenet, fordi det er et lukket rum, hvor varmen ikke så nemt slipper ud.

Alle trækker møderne i de små møderum ud i så lang tid som muligt. Møder i små rum med store, svedende mænd er i højeste kurs. Der strikkes håndleds- og næsevarmere. Al fornemmelse for mode bliver en by i Sibirien.

SideBemærkning Slut

Og folk bliver - surprise! - langtidssygemeldte og går ned med stress.

Det er et problem for dem, der selv har skabt problemet, nemlig cheferne, der synes, at det er SÅ fedt at placere galejslaverne i pæne rækker af kollektiv-borde.

Man skal erstatte folk, man skal betale for dem, man skal udfylde papirer, og så videre.

Så man bullshitter, for at sige det rent ud: Stress tager reelt nogle år at komme sig over, men det går ikke, fordi det ikke er anerkendt som en sygdom, så man har de dersens non-hjælpepakker fra diverse forsikringsbikse, hvor man lader billig arbejdskraft sniksnakke i nogle timer med de stressramte i stedet for at give dem rigtig behandling.

Når de så har fået deres 10-timers klippesnikkesnakkebingopladekort fyldt, så møder de op på arbejdspladsen, og INGEN taler om deres tilstand.

Man har fået sin pille og man er rask og man kan arbejde i den østtyske sportshal igen. Punktum. Dixit.

Og frokosten er nemlig god, ja.

Please, giv mig nogle eksempler på bikse, hvor man er gået ned ad den rette og lysende sti mod mere privatsfære og medmenneskelighed på arbejdspladsen.

Måske et mytisk sted, hvor alle har deres eget kontor? Send gerne billeder også! Jeg venter spændt på mogensxy@gmail.com og lover kun at læse jeres mails på min mobil, så ingen kan se med.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.