Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
I vores koncern har udviklerne en temmelig særegen tradition.
De mødes årligt til en to-dages konference et sted i Norden, hvor se selv arrangerer, selv er talere og selv er publikum.
Uanset afstand til destinationen betaler alle det samme, og konferencen involverer både en fredag og en lørdag.
Hver enkelt deltager skal have en aftale med sin chef om at tage en fredag ud til formålet, og de fleste får også dækket den direkte omkostning til rejse, overnatning og event.
Adgangsbilletten er først og fremmest, at man arbejder som udvikler i koncernen.
Men ledelsen er slet ikke – som i slet slet ikke – involveret i det faglige indhold. Den del af helheden har jeg det ambivalent med. Lad mig forklare.
Målrettet formålsløshed?
I den markedsvendte ledelse af en it-konsulentvirksomhed går man rigtig meget op i at have den rigtige vare på hylden. Tilbyde de rigtige kompetencer. Vinde projekterne. Udvikle kunderne. Være de skarpeste og mest værdiskabende.
Det er blandt andet det, der roterer rundt mellem ørerne på os 24/7, og det er udfordringer på den bane, som holder os vågne om natten.
Set i det lys er det mildest talt besynderligt, at vi som ledelse ikke sætter os igennem, når hundredvis af vores egne udviklere mødes til konference.
Vi har simpelthen ingen garanti for, at tiden bruges på teknologier og kompetencer, som vores kunder efterspørger. Konferencen ligner i det perspektiv målrettet formålsløshed.
På den anden side er konceptet netop tydeligt balanceret mellem medarbejderinteressen og virksomhedsinteressen.
Medarbejderne investerer selv en lørdag, og de påtager sig helt selv at indsamle og styre en række faglige indlæg.
Og da fællestrækket for alle deltagere og talere er, at de arbejder i samme koncern, så er der en til vished grænsende sandsynlighed for, at de emner, som de er optaget af, er emner relateret til vores løsninger og leverancer til kunderne.
Hvem ejer viden?
Det principielle spørgsmål – skåret helt til benet – er i virkeligheden, hvem der ultimativt ejer en persons viden.
Set i virksomhedens perspektiv er medarbejderne bærere af nogle kompetencer, der som legoklodser stykkes sammen til nogle leverancer.
Omvendt har vi som mennesker en masse valg af uddannelse, videreuddannelse, jobs og jobindhold, der former vores muligheder i arbejdslivet. Og heldigvis kan vi selv navigere en god del her.
Derfor er der også meget klare grænser for, hvad en ledelse kan drive igennem i modtakt til dens medarbejdere.
Det ser vi jo gang på gang i forandringsledelse. Kulturen i organisationen æder den strategiske intention til morgenmad. Uden diskussion og lynhurtigt.
Ret cool
Hvis jeg skal sætte to streger under, så må jeg konkludere, at det er ret cool, at ledelsen sætter medarbejderne fri til selv at styre sådan en konference. Navnlig fordi vi decideret har et værdigrundlag, hvor vi hylder det søgende frem for det færdige.
Vi er learners ikke knowers, hedder det.
Og ”vi ved det måske ikke endnu, men vi ved, at vi kan lære. Vær nysgerrig og stil flere spørgsmål. Forsøg ikke at være den smarteste person i rummet, vær den, der stiller flest spørgsmål. Bed om hjælp, det er vigtigere at lære end at få ret.”
Konferencen flugter sjovt nok 112 procent med dette styrende princip i vores virksomhed.
Det er givetvis produktiv vidensdeling båret af engagement og passion. Det kan jeg godt lide.
Og så må jeg bare tøjle mit overdrevme ønske om at målrette kompetence-udviklingen mest muligt mod virksomhedens resultatskabelse.
Happy conferencing!
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.