Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Zoom i stor fyringsrunde: Vil smide 1.300 medarbejdere på porten

Videoplatformen Zoom varsler en massiv fyringsrunde, hvor 15 procent af medarbejderskaren skal skæres fra. Samtidig giver direktøren afkald på sin egen løn.

Zoom stormede frem under corona, men nu ser det ud til, at medvinden er blevet til modvind.

Videoplatformen har netop annonceret, at 15 procent af den samlede stab skal afskediges, skriver CNBC.

Det svarer til, at 1.300 medarbejdere skal skæres fra.

Selskabets øverste chef, Eric Yuan, skriver i et blogindlæg, at mens verden tilpasser sig til livet efter covid-pandemien, så er Zoom ligeledes nødt til at tilpasse sig den usikre, globale økonomi og den effekt, det har på selskabets kunder.

Den enorme vækst, som Zoom oplevede under corona, har vist sig ikke at være bæredygtig på den lange bane, lyder det fra topchefen.

"Vi arbejdede utrætteligt for at gøre Zoom bedre for vores kunder og brugere. Men vi lavede også fejl," skriver Eric Yuan.

"Som CEO og stifter af Zoom er jeg ansvarlig for de fejl, der er blevet begået, og for de tiltag, vi gør nu - og jeg vil vise ansvarlighed ikke bare i mine ord men i mine handlinger," tilføjer han.

Eric Yuan bekendtgør i indlægget, at han vil reducere sin egen løn i år med 98 procent. Samtidig giver han afkald på sin bonus for 2023.

Zooms fyringer er de seneste i en kavalkade af massive nedskæringer på tværs af tech-industrien.

Mandag 6. februar annoncerede Dell, at man vil fyre 6.650 ansatte.

Google har tidligere på året meldt ud, at der skal afskediges over 12.000 ansatte, og Microsoft har ligeledes planer om at skære i staben med 10.000 stillinger. Salesforce vil ligeledes fyre 7.000 medarbejdere.