Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: 2023 bliver comeback for nethandlen / Universal Robots oplever langsommere første kvartal / Umbraco vokser 27 procent på toppen

Morgen-briefing: 2023 bliver comeback for nethandlen / Universal Robots oplever langsommere første kvartal / Umbraco vokser 27 procent på toppen / IT-Branchen: Vi mister vores digitale førerposition, hvis vi ikke investerer i kompetencer / Foxconn-stifter: Kina vil ikke angribe Taiwan med mig som præsident

Mornings. Så blev det fredag, og her ugens sidste portion korte men vigtige it-nyheder fra Computerworld. Niels Veileborg ønsker på redaktionens vegne god weekend, når i når så langt.

2023 bliver comeback for nethandlen

Der er en tydelig optimisme blandt danske onlinebutikker i en ny undersøgelse fra PriceRunner.

Hvor det forløbne år var præget af høj usikkerhed, inflation og kriser i flertal, så bliver de kommende måneder en rejse tilbage til normaliteten.

29 procent siger, at de oplever en positiv eller meget positiv situation lige nu, og 4 procent ser meget optimistisk på fremtiden. Kun 2 procent forventer en negativ handelssituation i fremtiden.

Den nedadgående tendens er bremset, og e-handlerne har generelt set lagt en solid strategi for året, til trods for, at 32 procent siger, at de har færre kunder nu end tidligere.

Universal Robots oplever langsommere første kvartal

Universal Robots nåede i første kvartal 2023 en omsætning på 72 millioner dollars. Det er 16 procent mindre end første kvartal 2022, som var virksomhedens bedste Q1 nogensinde.

Med konstante valutakurser ville nedgangen i årets første kvartal have været på 12 procent.

Universal Robots’ Chief Financial Officer, Kim Nørgaard Andreasen, siger: ”De svære makroøkonomiske forhold fortsætter med at påvirke efterspørgslen på automatisering, og vores overordnede resultater er også påvirket af ændringen i valutakurser. Til trods for disse faktorer er antallet af ordrer på vores nye UR20-cobot meget pænt”

Umbraco vokser 27 procent på toppen

Den fynske it-virksomhed Umbraco A/S, der leverer Content Management System (CMS) til styring af indhold til hjemmesider og webløsninger, fortsætter de tocifrede vækstrater fra de foregående år.

I 2022-regnskabet løfter softwarevirksomheden omsætningen fra 59,3 millioner kroner i 2021 til 75,4 millioner kroner i 2022. Det svarer til en vækst på 27 procent.

Umbraco fortsætter på samme måde som de foregående år med at investere alt tilbage i udvikling og nye forretningsområder. Bl.a. har Umbraco købt en e-handel platform i England. Kapitalforhøjelsen har betyder at investeringerne i produkt og salgsaktiviteter er steget markant, hvilket giver sig udslag i et forventet og budgetteret underskud på cirka 7 millioner kroner. i 2022.

IT-Branchen: Vi mister vores digitale førerposition, hvis vi ikke investerer i kompetencer

Danmark er ikke længere det mest digitale land i EU. Tværtimod halter vores digitale vækst bagefter.

Således er vi blandt andet blevet overhalet af Finland og er ikke længere nummer ét i EU inden for digitalisering. Danmark er i 2022 landet på en andenplads i EU-kommissionens ”Digital Economy and Society Index (DESI)”. I 2021 lå Danmark på førstepladsen.

”Det er et klart alarmsignal. Vi mister vores førerposition, fordi vi for længe har manglet politisk handling. Når vi mister vores førerposition i Danmark, er det ikke mindst på grund af manglende kompetencer. Branchen skriger simpelthen efter både specialister og brede kompetencer. Særligt ærgerligt er det, at vi overhales af lande, der satser på digitale kompetencer allerede i folkeskolen. En politisk prioritering, vi i branchen har efterspurgt i mange år”, siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Foxconn-stifter: Kina vil ikke angribe Taiwan med mig som præsident

Terry Gou, som er stifter af underleverandøren Foxconn med blandt andre Apple på kundelisten, stiller op til præsidentvalget i januar 2024 i hjemlandet Taiwan. Han lover nu, at Kina ikke vil angribe Taiwan, hvis han bliver valgt. Det skriver Reuters.

Gou lover nemlig, at han ikke vil erklære Taiwan for selvstændigt.

“Så vidt jeg forstår, vil Kina ikke i krig. Men der bliver krig, hvis der bliver selvstændighed. Kina mener, at Taiwan er deres”, sagde han forleden.