En tidlig forårsrengøring i min RSS-reader afslører en klar tendens: De slanke medier er stadig bedre repræsenteret, mens de fede medier ryger ud.
Jeg følger med i nyheder om it og medier på blandt andre Editors weblog, Poynter Online og Computerworld.dk.
Jeg følger omvendt ikke med i danske avisers it-sektioner, fordi de kun sjældent formår at fortælle mig noget nyt og alt for ofte blot byder på oversatte historier flere dage efter, at jeg har læst dem – uden at linke til kilden.
Specialisering er vejen frem
Det er klart nok – sektionerne er blot en lille del af en stor avis, der skal dække hele verdens nyheder. De er ikke bemandet til at være førende på deres område.
De slanke medier har derimod hver deres specialiserede område til hver deres nøje afgrænsede målgruppe.
De specialiserer sig og vil være verdens bedste inden for deres egen lille niche.
De har et klart defineret redaktionelt tilbud, og derfor er de meget mere interessante.
Via RSS dukker de slanke mediers indhold op på min skærm.
Fra nær og fjern triller historierne ind. Og jo bedre RSS, medierne stiller til rådighed, des mere interessante historier får jeg.
Jeg kan definere mine egne interesser og få det, der interesserer mig. Og endnu vigtigere: Jeg kan slippe for det, der ikke interesserer mig.
Wants to be free
Information wants to be free, sagde de digitale hippier midt i halvfemserne. Og anvendte udsagnet til at retfærdiggøre tyveri af data.
Men det var nu rigtig nok.
Og det er endnu mere sandt i dag: Information vil ikke spærres inde, den vil frem til dem, der vil vide af den. Og den finder i stigende grad vej selv.
Og det er kun naturligt at de bortløbne, sammenrendte nyheder er langt bedre end de traditionelle nyhedsportaler. Medier handler om det indhold, der interesserer læseren.
Jo mere præcist indholdet rammer, des bedre er mediet.
Derfor løber informationerne hjemmefra og ud til vores RSS-læsere.
Vi filtrerer og samler – og sender videre og linker i en uendelighed. I stigende grad får denne verdens indhold sit eget uafhængige liv og finder vej til de, der er interesseret.
Og det er fint for forbrugerne.
Men noget besværligt for medierne.
Hvordan tjener man penge?
For de baserer deres netmedier på den forudsætning, at brugerne kommer til dem og klikker rundt og ser annoncer undervejs.
Men hvordan bærer man sig ad med at tjene penge på små stykker indhold, der vandrer rundt i verden helt løsrevet fra det medie, der oprindeligt betalte journalisten for hendes arbejde?
Den oplagte mulighed er at udstyre hver enkelt artikel med en annonce.
Den kan laves som en bannerannonce – og så vil den hurtigt blive filtreret fra. For bannerannoncer forstyrrer og generer forbruget af information.
Annoncen kan også laves som en tekstannonce, og så vil den blive læst og klikket, men annoncørerne får ikke dækket deres behov for at pudse deres image og vise deres fine logo frem.
Endelig kan man så forklæde annoncen som et stykke reel information – og det vil hurtigt ødelægge afsenderens troværdighed. Så det er ikke let at være medie.
En tredje mulighed er selvfølgelig, at afsenderen vælger ikke at tjene penge på at dele ud af sit indhold, men alene gør det for at profilere sig selv.
Det er en meget sandsynlig udvikling, men mere om det en anden gang.
Her og nu gælder det for os læsere om at drage fordel af informationernes frie flugt gennem ledningerne.
Deres frihedstrang har altid været stor og nu, hvor den kan udøves i praksis, er det da bare om at udnytte de løsslupne fortællinger.
Så må vi siden se, hvilke ændringer det kommer til at betyde for os og medierne.
Claus Sølvsteen har arbejdet med nye medier siden 1990. Han er indehaver af Danmarks første private e-mail-adresse og partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
