Rapporten giver en hidtil uset detaljeret beskrivelse af, hvordan efterretningstjenester i USA, England, Canada, Australien og New Zealand har etableret et efterretningsnetværk (UKUSA), som kan aflytte alle former for tele- og datakommunikation.
Mens de fem lande har lovet ikke at aflytte sine egne og hinandens borgere, med mindre der er særlige grunde, så tager de ikke den slags hensyn over for andre lande. Også europæere og andre NATO-allierede risikerer derfor ifølge rapporten at blive aflyttet, og mange af de amerikanske aflytningssystemer retter sig mod europæiske kommunikationssystemer.
Rapporten er skrevet af den britiske journalist Duncan Campbell. Han bygger sine konklusioner på en lang række kilder. Derfor bedømmer Kjell Olsen, tidligere koordinator for den danske del IT-sikkerhedsorganisation CERT (Computer Emergency Respons Team), at rapportens troværdighed afhænger af de varierende kilder.
– Men der er et klart mønster i efterretningstjenesternes evne til at aflytte alt kommunikation, fastslår han.
Jørgen Bo Madsen, der er ansvarlig for sikkerheden i Tele Danmark, fastslår, at det danske teleselskab ikke samarbejder med nogle efterretningstjenester om at overvåge danskerne.
– Men hvis efterretningstjenesterne vil have adgang til at aflytte særlige information, så har de ressourcerne til at skaffe sig den adgang. Jeg kan ikke udstede 100 procents garantier mod aflytning, konstaterer han.
Kjell Olsen mener endda, at den seneste aflytningsrapport allerede er forældet.
– Det, vi kan læse i en rapport, er kun, hvad vi ikke vidste i forgårs. Der er ikke de store hemmeligheder i det længere. Jeg tror, at teknologien er mindst 20 år længere fremme, siger han med henvisning til, at efterretningstjenester har endnu bedre mulighed for at aflytte i dag, end rapporten beskriver.