På mindre end en måned er der kommet tre nye navne på listen over amerikanske dollar-milliardærer indenfor IT-branchen, skriver nyhedstjenesten News.com.
De tre er storaktionærer i firmaet Red Hat Software, som lever af at sælge styresystemet Linux og serviceydelser omkring Linux.
Ret Hats aktiekurs er med raketfart skudt i vejret fra den indledende kurs på 14 dollar og har passeret 117 dollar.
Den største investor er ejeren af kommunikationsfirmaet Landmark Communications, Frank Batten. Hans aktiepost på oprindelig 15 millioner dollar er omkring halvanden milliard dollar værd i dag ? i hvert fald på papiret.
De to andre miliardærer er grundlæggeren af Red Hat, Marc Ewing, og firmaets topchef Robert Young.
Også et par venturekapital-firmaer har kunnet notere, at deres investering i Red Hat har været en særdeles lukrativ forretning.