I går kom anden bølge fra Intel. Hele 15 nye Pentium III-processorer til stationære, bærbare og servere så dagens lys.
Sidste måned var første bølge, men den blev overskygget af, at 820-chipsættet og den tilhørende Rambus-hukommelse ikke virkede. Det rammer Intel nu, for selvom der nu findes endnu hurtigere processorer, så virker de kun med dicsount-chipsættet 810e.
Buffer i processor
Den største teknologiske nyhed er, at Intel nu kan levere processorer, der er lavet i 0,18 mikron - de såkaldte Coppermine-processorer. Den mindre proces har givet mulighed for at placere bufferen (cachen) inde i processoren (on die). Den er med sin størrelse på 256 KB kun halvt så stor hidtil, men til gengæld kører den dobbelt så hurtigt.
- I juni 1999 startede vi med at lave 0,18 mikron til Pentium II mobile. Nu er fem fabrikker klar med den nye proces, og næste år vil alle være klar, siger Guenther Juenger, der er Regional Manager hos Intel.
Den almindelige version til stationære computere leveres i hastigheder på 533 til 733 MHz. Intel har dermed overgået AMD i rå MHz. Coppermine kommer både som Slot 1 (ligesom Pentium III i dag) og som Socket, hvilket også kaldes for "Flip Chip Pin Grid Array" (ligesom Celeron).
De nye processorer findes i mange varianter, og en del af dem understøtter også en systembus på 133 MHz, hvor dagens standard er 100 MHz.
Pentium III Xeon til servere og workstations er også kommet i nye 0,18-versioner. De tre nye processorer kører med 600, 667 og 733 MHz. De er dog afhængige af 840-chipsættet, der ikke er kommet ud endnu.
Pentium III til bærbare
Den måske største produktnyhed er, at Pentium III nu også findes til bærbare. Intel er klar med tre versioner med hastighederne 400, 450 og 500 MHz, hvilket betyder, at afstanden mellem stationære og bærbare ikke er så stor mere.
- De nye processorer giver op mod 130 procent mere ydelse i forhold til dagens bærbare. Teknologien har også indhentet de stationære, da vi nu tilbyder SSE-instruktioner og 100 MHz systembus i de bærbare, siger Guenther Juenger.