Af Daniel Bergsagel, IDG Online
Danmark kan se frem til at få sin første rigtige netavis - lavet på nettet, til nettet og ikke blot en dublet af en krøllet og gennemlæst papiravis. Ifølge Børsens Nyhedsmagasin satser Internetselskabet World Online et meget stort millionbeløb på at lave en e-omnibusavis. Til at lede satsningen har selskabet hyret Claus Sølvsteen, der har haft stor succes med at få dagbladet Politiken på nettet på www.politiken.dk.
Direktør for World Onlines danske afdeling Svend-Erik Jensen er ikke ræd for at lufte ambitionerne. Sølvsteen skal lave netavisen, der kan banke andre med samme planer ud af cyberspace, før de overhovedet er kommer derud.
- Vi betragter ikke dagbladenes websites som egentlige konkurrenter. Hvad, der står på dem, er bare genbrugsartikler, der er klasket op på nettet. Har vi noget, der ligner en konkurrent, skulle det være Scandinavia Online, men dem betragter vi som lokale. De har redaktioner i tre lande, vi har i 14, siger Svend-Erik Jensen til Børsens Nyhedsmagasin.
Til netværket af webjournalister DONA (Danish Online News Association) begrunder Claus Sølvsteen sit skifte fra Politiken til World Online således:
- De har viljen og styrken til at udvikle de nye medier, hvor de gamle fortsat går noget tøvende til nettet. Netop denne vilje og styrke har været en af de afgørende faktorer for mit skifte.
Jagten er nu gået ind på egnede journalister, og desuden oplyser Svend-Erik Jensen, at der er et klækkeligt honorar til den der kan foreslå et rigtig godt navn til den nye webavis.