Af læser
Metalindustriens Fagskole tager sit ansvar seriøst, når det gælder praktikpladser til de unge mennesker, der er i gang med en uddannelse til IT-supporter eller datamekaniker.
I løbet af indeværende år er der blevet ansat ni ekstra medarbejdere i skolepraktikregi på Metalindustriens Fagskole i Ballerup. Det vil sige, at vi har mere tid til den enkelte elev og til den enkelte interesserede virksomhed.
Ud af de ni nye medarbejdere er vi tre praktikkonsulenter, der varetager kontakten til erhvervslivet og vejleder eleverne. Vores grundlæggende holdning er, at det er eleverne, der tager initiativet til at søge om praktikplads i en given virksomhed, vi bakker dem derefter op ved at stå til rådighed med information og rådgivning til virksomhederne.
Praktikkonsulenterne hjælper desuden eleverne, fra det øjeblik de begynder på uddannelsen til datamekaniker eller IT-supporter. Det vil sige, at vi støtter og motiverer eleverne gennem hele deres uddannelse, hvis de har brug for det.
Udover kontakten til eleverne varetager vi kontakten til virksomhederne. Vi besvarer opkald fra virksomheder, der er interesserede i at få at vide, hvilke forpligtigelser og muligheder, der følger med ansættelse af en IT-elev.
Vi tager også gerne ud for at fortælle om uddannelsen, og de muligheder der ligger i at have en elev i sin virksomhed. Endelig hjælper vi med at rekruttere den rigtige elev til den enkelte virksomhed. Vi tilstræber, at den faglige og personlige profil passer til virksomhedens.
Praktikkonsulentens funktion er netop, at vi skal lette arbejdet for den enkelte virksomhed ? det skal være nemt og uden besvær at ansætte en IT-elev. Desuden skal vi lette elevens arbejde med at finde en praktikplads. Med den ekstra bemanding i skolepraktikordningen er det lykkedes at skabe endnu større fleksibilitet, når virksomhederne og eleverne skal have hjælp til ansættelse af en elev.
Det er ikke de praktiske opgaver, der skal afholde virksomhederne fra at ansætte en IT- elev.
Med venlig hilsen
Metalindustriens Fagskole
Praktikkonsulent Torben Andresen
Praktikkonsulent Karen Hornbæk Svendsen
Praktikkonsulent Trine Eltang
Telefonnummer: 44 86 87 88
Mobil: 40 11 78 58/ 21 26 30 14 / 23 34 12 90