Af Jens H. Iversen, Computerworld
Normalt er det personerne med de tunge uddannelser, der løber med de største lønchecks. Sådan er det da også for web-ansvarlige, men her blander en atypisk gruppe sig i den absolutte topstrid, nemlig de selvlærte.
Ingeniører og uddannede i informationsvidenskab topper listen med lønninger på 51.333 kroner og 41.000 kroner i snit. Men på en tredjeplads sniger de selvlærte sig ind. 35.833 kroner tjener undersøgelsens ni selvlærte web-ansvarlige i gennemsnit. Det er mere end tunge drenge som dataloger og cand. merc.?er, der tjener henholdsvis 33.000 kroner og 32.400 kroner som web-ansvarlige.
Men måske er det ikke så overraskende endda. Kigger man nærmere på tallene viser det sig nemlig, at otte ud af de ni selvlærte web-ansvarlige har arbejdet med IT i mindst fem år. Og det må jo også siges at være en slags uddannelse.
Jobskift hæver lønnen
For web-ansvarlige gælder, at de personer, der har skiftet job inden for det sidste år, både får de højeste lønninger og har fået de største lønstigninger. Web-ansvarlige, som er blevet i deres job, får i gennemsnit 30.626 kroner og deres løn er steget med 7,5 procent. Hos jobskifterne er der helt andre boller på suppen. Her er gennemsnitslønnen 33.029 kroner og lønstigningen hele 25,5 procent.
For alle undersøgelsens 51 web-ansvarlige ligger gennemsnitslønnen på 31.427 kroner, hvilket ligger 36 kroner under gennemsnitslønnen i IT-branchen som et hele. Til gengæld er faget steget mere i løn procentvis end det meste af IT-branchen ? de web-ansvarlige har i gennemsnit fået 13,5 procent mere i lønningsposen i forhold til juli sidste år.
Spændet for web-ansvarliges løn ligger mellem 15.000 kroner og 58.000 kroner. De, der beskæftiger sig med teknik, tjener mere end de, der beskæftiger sig med design. Men mest tjener de web-ansvarlige, der har angivet, at de beskæftiger sig lige meget med begge dele. De tjener 33.919 kroner i gennemsnit.
Download lønstatistikken her