Af Anders Lindberg og Toby Louis-Jensen
Rom: Det er en underlig oplevelse at besøge campingpladserne her lige før lukketid. De fleste ligger tomme hen: Enkelte steder har vi været de eneste gæster på et areal på 50.000 kvadratmeter, og alle de servicefaciliteter, man normalt finder på campingpladser, er skåret kraftigt ned. Toiletterne er lukkede eller bliver ikke gjort rene længere, det varme vand er ti minutter om at komme frem, kioskerne og restauranterne ligger øde med plastic for vinduerne og hele campinglivet. Kontakten med de andre turister er ikke-eksisterende.
Det er ikke lige præcis den oplevelse, vi havde forventet, og i bagklogskabens ulideligt klare lys må vi erkende, at vi nok skulle være startet en måned eller to tidligere. Efter en måneds rejse og 4.600 kørte kilometer er vi ?kun? nået til Rom.
Vi har følelsen af ikke at være kommet ret langt hjemmefra. Selvom Italien er anderledes end Danmark på mange måder, så er det stadig kun overflade, i hvert fald i forhold til de fremmede kulturer som vi ser frem til at møde.
Hjelmen er privatlivet
Men det er forbløffende så hurtigt, vi vænner os til de ændrede levevilkår i lejren. Og lærer at sætte pris på, at der overhovedet er varmt vand, et halvtag hvor man kan hænge sit vasketøj, og campingvagtens hund, som man kan lege med, mens regnen siler ned på teltdugen. Man glæder sig, når man vågner om morgenen og konstaterer, at soveposen stadig er tør, og selv om det tager en halv time at lave en kop morgenkaffe på Trangiaen, smager den meget bedre end kontorkaffen derhjemme. Og den tager den grimme smag i munden efter at have suget benzin op til brænderen.
Alt i alt kører det meget godt ? men det ER en stor forandring at rejse ud på denne måde. Der er mange stressfaktorer, som indimellem giver os lyst til at skide på det hele og tage hjem igen. Regn, ensomhed, savn og de uundgåelige skænderier, som kommer, når man skal være sammen 24 timer i døgnet, med teltet og hjelmen som eneste privatliv. Men så snart vi har et par timers solskin, lader vi batterierne op, og så bliver rejsen en leg igen.
Det sværeste at vænne sig til er nok savnet af familie og venner. Vi fører lange fiktive ?samtaler? med vores kærester inde i hjelmen, når vi kører igennem de smukke landskaber, og vi savner dem, når vi småfryser i lejren om aftenen. Vi havde egentlig talt om at mødes med dem i Nepal eller Malaysia, men det er der simpelthen for lang tid til, så nu prøver vi at arrangere en charterrejse til Tyrkiets sydkyst i stedet. Uhmmm.... en uge på hotel sammen med kæresten!
Arrivederci fra Mondoridderne.
