Af Kim Ingemann, Computerworld Online
Apple lancerer sit nye styresystem Mac OS X på lørdag den 24. marts. Det nye system betyder en total omdannelse af det hidtige mac-miljø, idet brugergrænsefladen og designet er ændret.
Det nye styresystem er blanding af flere nye teknologier samt det velkendte Unix-styresystem, der blev udviklet af Bell Labs i 60?erne og 70?erne.
Ifølge Apple selv er det nye system mere stabilt end Mac OS 9 og indeholder en række nye features. Det nye design gør kraftig brug af gennemsigtighed, hvilket får desktop-grænsefladen til at fremstå tredimensionelt. Blandt de nye features er muligheden for at lade Quicktime-videoer spille videre, selv om de er reduceret til ikoner på desktop?en.
Ligeså vigtigt, siger Apple, er det dog, at systemets nye struktur gør det muligt og let at justere programkoden og forbedre systemet.
- Man kan innovere ovenpå OS X meget hurtigt nu, siger software-udvikleren Avi Tevanian til New York Times.
Det er Avi Tevanian, der har ledet det team, der stod for udviklingen af det nye styresystem.
Støtter syv sprog
En væsentlig nyhed i det nye system, som netmagasinet Wired fremhæver, er, at det understøtter syv forskellige sprog. Dette betyder ikke blot, at systemet installeres med det sprog, brugeren vælger. Også software, der understøttes af systemet, åbner automatisk i det valgte sprog. Det betyder, at en japansk bruger kan arbejde i et japansk miljø, og at al hans software automatisk passer ind i hans japanske brugergrænseflade.
Dette er også en stor fordel for udviklerne, der ikke mere behøver at udvikle versioner af en software i flere forskellige sprog.
Indtil videre støtter Mac OS X engelsk, spansk, japansk, tysk, fransk, italiensk og hollandsk. Men mange flere sprog vil blive understøttet i løbet af kort tid, lover Apple.
Manglende features
Ifølge redaktøren for bladet Macworld, Andrew Gore, må alene det faktum, at OS X sendes på markedet nu, anses for at være en succes.
- Det har holdt, hvad de lovede, mener redaktøren.
Han tilføjer dog, at adskillige features stadig savnes i det nye system. Det mest iøjnefaldende er, at OS X ikke tillader brugerne at se DVD-film eller brænde cd?er. Faciliteter, som Apple har lagt stor vægt på i promoveringen af det nye system, og som er indeholdt i den seneste udgave af OS 9.
Apple lover dog, at disse faciliteter vil blive tilføjet OS X i løbet af de kommende uger. Avi Tevanian lægger ifølge New York Times vægt på, at Apple vil sikre en blid overgang mellem de to systemer, således at brugerne kan have både OS 9 og OS X på den samme computer og veksle mellem dem ved at genstarte computeren.