Cisco frygter negativ vækst

Mulighederne ligger langt væk, mens barriererne aldrig har været højere, lød budskabet fra Ciscos topchef John Chambers, da han i går talte på det årlige Cisco Partner Summit i Las Vegas.

Af Mads Cordt Andersen, IT Branchen

Las Vegas: Da Ciscos øverste styrmand John Chambers i går talte til mere end 3.000 af selskabets nærmeste forretningspartnere, inklusiv en håndfuld danske netværksdistributører og systemintegratorer, på Cisco Partner Summit i Las Vegas, forsøgte den karismatiske topchef at genetablere roen og tilliden til Cisco i partnernetværket.

På langt sigt vil de mange løfter, som i de senere år er blevet givet om internettets potentiale til at booste produktiviteten i erhvervslivet, ikke blive brudt, beroligede han den tæt pakkede forsamling. Men på kort sigt tyder alt imidlertid på, at løfterne ikke bliver indfriet. Faktisk frygter John Chambers, at Cisco går en periode i møde med negativ vækst blandt andet på grund af den amerikanske økonomis miserable forfatning.

Alt imens han skitserede størrelsen af det langsigtede, massive forretningspotentiale, som partnernetværket kan se frem til gennem en fortsat tilknytning til Cisco, faldt selskabets aktie paradoksalt nok til det laveste niveau i 52 uger.

I går formiddag amerikansk tid, nogenlunde samtidig med at John Chambers afsluttede sin peptalk til partnerne, blev en Cisco-aktie således handlet til rekordlave 13,75 dollars. En kurs som for blot få måneder siden ville være blevet vurderet som tæt på utænkelig af de fleste markedsiagttagere.

Krisetider skiller fårene fra bukkene
Upåvirket af den detalje fortsatte John Chambers med at forklare, hvorfor han tror på, at Cisco med hjælp fra salgspartnerne, der står for ikke mindre end 88 procent af Ciscos salg, kan komme igennem den økonomiske krise uden de store skrammer.

- Det er især i perioder med økonomisk modvind, at virksomheder for alvor enten taber eller vinder markedsandele. Derfor er der trods de mange negative aspekter i den nuværende økonomiske afmatning store muligheder for Cisco i den kommende tid, lød det fra John Chambers.

Hans optimisme hænger blandt andet sammen med en forventning om en massiv konsolideringsbølge i amerikansk erhvervsliv.

- Presset fra den økonomiske krise vil føre til en konsolidering i toppen af amerikansk erhvervsliv, der kan ramme mere end halvdelen af de selskaber, der optræder på Fortune 500 listen. For at overleve vil mange virksomheder i deres søgen efter at højne produktiviteten omfavne internettet og e-business i endnu bredere udstrækning, end de allerede gør i dag, spåede John Chambers.

Han pegede på, at det på langt sigt kan skabe et stærkt comeback for leverandører af IT-infrastruktur og services, heriblandt Cisco.

- Målt i produktivitet bliver afkastet af de investeringer, der i øjeblikket finder sted for at udbygge internet-infrastrukturen i virksomheder og nationalstater, større end de samlede produktivitetsgevinster, der blev høstet på elektricitet, telefoni og transport til sammen, sagde John Chambers, der pegede på, at erhvervslivets investeringer i IT nu udgør mere end 35 procent af de samlede investeringer, der foretages.

Negative vækstrater

- Vi har kun set begyndelsen. Mange virksomheder har allerede høstet store produktivitets-gevinster gennem IT. Når de investerer i anden og tredje generation e-business applikationer, der omfatter langt flere processer, vil produktivitets-gevinster vokse yderligere, sagde John Chambers.

På langt sigt forventer han, at Cisco kan opretholde årlige vækst-rater på mellem 30 og 50 procent. Men på kort sigt er den økonomiske situation så uforudsigelig og sigtbarheden så ringe, at han ikke regner med vækstrater i dette leje. Faktisk gik John Chambers så vidt i sin tale, at han sagde, at Cisco på kort sigt muligvis vil opleve negative vækstrater.

Dermed skænkede han kun meget lidt håb til de mange investorer, der i det seneste år har set kursen på en Cisco-aktie svinde fra lidt under 80 dollars til den nuværende kurs, der som nævnt ligger et pænt stykke under 20 dollars i øjeblikket.

John Chambers forsvarede dog Cisco og sagde, at selskabet fortsat er en markedsleder uden langsigtet gæld, men med en særdeles sund økonomi.

Desuden pegede John Chambers på Ciscos markante forspring på en lang række forretningsområder og sagde, at selskabet har iværksat en række interne initiativer for at være mere modstandsdygtig over for omskifteligheden i økonomien. Disse initiativer omfatter blandt andet end en fyringsrunde, der kan komme til at koste op imod 8.000 Cisco-ansatte jobbet, samt en række tiltag der sigter efter at forbedre kundetilfredsheden.

Dyrk nichen
Akkurat som flere af de øvrige medlemmer af Ciscos topledelse pegede John Chambers på de enorme markedsmuligheder, der ligger for fødderne af partnerne, herunder IP-telefoni, som blandt flere andre forretningsområder blev trukket frem som en af de helt store muligheder for partnernetværket.

Derudover lød John Chambers anbefaling til partnerne, at de skal fokusere på specialisering.

- Nichedyrkning og specialisering er nøgleordene til overlevelse. For at overleve og skabe en sund forretning skal man hele tiden være opmærksom på, hvor der lægges værdi til og endnu vigtigere, hvordan den værdi opfattes og forandres. Hvis det eneste vi gør er at levere og installere produktet, så er der en meget lille margen at arbejde med. De partnere der fokuserer på at differentiere deres forretningsmodeller fra deres kolleger i branchen og Ciscos rivaler får succes, sagde John Chambers.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Cyber Briefing

Én gang om måneden leverer Computerworld Event et 30 minutters Cyber Briefing, hvor du får overblik over de mest aktuelle angreb, største trusler og tendenser samt giver dig gode råd, der kan implementeres direkte i din it-sikkerhedsafdeling.

14. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere