Af Dan Jensen
Mondosoft og Netpointers i nyt samarbejde
De to danske specialister indenfor internet-søgninger, Mondosoft og Netpointers, har indledt et samarbejde, der sigter mod at hjælpe virksomheder til at få fuldt udbytte af deres investeringer i internet. Mondosoft har specialiseret sig i lokal søgning, mens Netpointers speciale er globale søgninger. Det er disse to søgemetoder, der med samarbejdet kombineres.
Ekstra Bladet i aftale med Compazia
Prisdatabasen Compazia skal levere to pris-sammenligningstjenester til Ekstra Bladets online-afdeling ekstrabladet.dk. Sammenlignings-databasen skal implementeres på såvel Ekstra Bladets egen hjemmeside som på Oestrogen.dk. Ekstra Bladet vil bruge den nye database til at skabe gennemsigtighed i prisjunglen på shoppingmarkedet. Via databasen bliver det muligt at sammenligne produkter og priser fra hundredevis af forhandlere indenfor mange forskellige varegrupper.
Ementor vinder dansk SAP-kontrakt
Ementor har indgået aftale med energi-selskabet Energi E2 om implementering og vedligehold af et nyt system baseret på mySAP.com. Ordren har en værdi på knap 44 millioner kroner og dækker alle Energi E2's kontorer og kraftværker. Aftalen dækker desuden IT-support til Energi E2's afdelinger indenfor finansiering, logistik, personale og andre ting. Valget faldt på mySAP.com, fordi systemet "giver Energi E2 en integreret og fleksibel infrastruktur," oplyser de to selskaber.
Forbrugere bruger internet før de køber
Selv om e-handlen ikke er blevet til det, som den blev spået, benytter forbrugerne sig faktisk i vid udstrækning af internettet. Mange forbrugere er nemlig begyndt at undersøge varerne via internet, inden de går ned i den fysiske butik for at købe dem, viser en nye undersøgelse fra analyse-huset Jupiter. Ifølge Jupiter bør virksomhederne derfor ikke kun fokusere på den ofte lille omsætning, som hjemmesiderne har. I stedet bør virksomhederne bestræbe sig på at udnytte synergi-effekten mellem hjemmeside og butik. Ifølge undersøgelsen ender op til to tredjedele af hjemmesidens omsætning i den fysiske butik.
Danske lærere gode til internet
De danske lærere er blandt de allerbedste i EU til at benytte sig af IT i undervisningen, viser nye tal fra IT- og Forskningsministeriet. 89 procent af de danske lærere bruger IT på ugentlig basis i fag, der ellers ikke har nogen direkte forbindelse til IT. Kun de engelske lærere er bedre til at bruge IT i undervisningen. I Storbritannien bruger samtlige lærere ifølge undersøgelsen IT hver uge. De græske lærere er de dårligste i Europa til at benytte sig af IT. Her er det kun fire procent af lærerne, der har gang i computeren i klasselokalet mindst én gang om ugen.
Færre elever per computer
Antallet af skole-elever per computer er faldende. Fra 1992 til 1999 faldt antallet af elever, der skal deles om en computer fra 35 i 1992 til ni i 1999. Også når snakken går på nye computere, der ikke altid er et almindeligt syn i folkeskolen, er der tale om en gunstig udvikling. I 1992 skulle 63 skoleelever deles om en ny computer. I 1999 var det faldet til 11 elever.
Suns Unix-markedsandel vokser
Sun blev den eneste spiller, der formåede at udvide sin markedsandel på Unix-markedet i andet kvartal. Sun har nu en markedsandel på 42 procent, mens IBM, HP, Compaq og Dell mistede markedsandele i andet kvartal. Sun solgte i andet kvartal op til seks gange så mange Unix-servere som IBM.