En af Danmarks førende leverandører af tele- data og netløsninger, Semco Danmark i Brøndby, har i går afskediget 80 af sine 2500 ansatte. Fyringerne sker som led i en omfattende omstrukturering af virksomheden. Semco Danmarks administrerende direktør Jens Otto Daugaard bekræfter afskedigelserne men afviser dog at oplyse, hvilke afdelinger der bliver berørt.
- Vi er i gang med at lave en fladere struktur, hvor vi bygger organisationen mere logisk op, og i den forbindelse har vi sagt farvel til 80 medarbejdere. Men jeg ønsker ikke at kommentere enkeltheder i forretningen. Det vedkommer kun virksomheden og de berørte ansatte, hvor de har arbejdet, siger Jens Otto Daugaard.
Hjælp til fyrede
Han oplyser, at der vil blive taget hånd om de fratrådte medarbejdere på forskellig vis.
- Vi støtter dem og prøver at hjælpe folk på vej med rådgivning, siger Jens Otto Daugaard.
Semco Danmarks hovedforretningsområder er foruden teleområdet, el-installationer, rørledningssystemer og ventilation. Selskabet havde i 2000 en samlet omsætning inklusive datterselskaber på to milliarder kroner. På bundlinien blev det til et underskud på syv millioner kroner. Selskabet er ejet 100 procent af den børsnoterede, danske C.W. Obel-koncern.
Semco Danmark blev etableret i januar 2000 og er resultatet af en spaltning af elgiganten Semco, der sammen med flere andre store selskaber i elbranchen har spillet en hovedrolle i den omfattende kartelsag, som Bagmandspolitiet i nogen tid har arbejdet på at rulle op ved retten.
De fem største firmaer i kartellet bestod af Alliance-Eifa, Monberg & Thorsen, Kemp & Lauritzen, ABB Electric og altså Semco. Alle har indrømmet at have deltaget i kartellet.