Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Test: Otte gange antivirus

De otte største kommercielle antivirusprodukter bliver her sammenlignet, og en vinder kåres. Eller måske to vindere? Man ved aldrig med PC World. Læs her hvor dine penge placeres bedst.

Test: Otte gange antivirus

Endnu engang er det på tide at se nærmere på de kommercielle antivirusprodukter til Windows-pc'en.

Vi har otte produkter på banen i denne omgang, og det er Bullguard, CA, Kaspersky, McAfee, Norman, Panda, Symantec og Trend.

Alle er kendte navne på antivirusmarkedet, og alle koster under 500 kroner. Det er altså ikke prisen, der skal gøre forskellen.

Vi testede funktioner, effektivitet og brugergrænseflade, deriblandt hvor hurtige programmerne var til at scanne en datamappe på 600 megabyte samt en sammenligning af programmernes funktioner.

Vi fandt danske skærmtekster på alle produkter på nær et, og det er rart at se, når selv fuldstændig grønne begyndere også har brug for et antivirusprodukt.

Sædvanen tro gemmer vi afsløringen af vinderen til sidste side, så gå blot i gang med detaljerne.

Bullguard Internet Security 7.0

Det er altid en fornøjelse at teste et dansk produkt, og Bullguard er i sig selv også en fornøjelse - ikke fordi programmet har masser af funktioner eller er skelsættende effektivt, men fordi det er så veldesignet og behageligt.

Bullguard har de essentielle scanningsfunktioner til on-demand, on-access, email og bootsector-scanning, og så er man egentlig rimeligt godt dækket ind.

Med i pakken får man også antispyware, firewall, spamfilter og backupprogram, og selv om de ikke har nogen indflydelse på nærværende test, giver de stadig en rar merværdi.

Men designet er altså Bullguards store styrke. Alt er uhyre overskueligt præsenteret i en konsekvent og ensartet brugergrænseflade. Samtidig skal Bullguard også roses for at forstyrre brugeren mindst muligt. Det er dejligt.

Hvis man har brug for et let og simpelt antivirusprodukt, der måske ikke er verdens hurtigste, men til gengæld har nogle gode ekstrafunktioner med i pakken, er Bullguard en oplagt kandidat til de mest teknikforskrækkede brugere.

Og siden produktet er dansk, er skærmteksterne naturligvis også danske.

CA Anti-Virus 2007

Computer Associates er en meget stor it-virksomhed, der laver meget professionelle enterprise-produkter, men samtidig laver de også et antivirus-program til hjemmebrugere og små kontorer.

Her er tale om et virkelig basalt produkt, der indeholder on-demand, on-access og email-scanning og nix weider.

Hvis funktionerne i CA's antivirus-program er begrænsede, er de til gengæld gjort særdeles brugervenlige.

Omvendt kan man sige, at det vel næppe kan lade sig gøre at lave en kompliceret og uoverskuelig brugergrænseflade til et så simpelt program, hvor den mest avancerede del er planlægningsværktøjet.

CA Anti-Virus har ikke danske skærmtekster og er ikke specielt effektivt, så hvis man ikke har helt specielle årsager til at vælge netop dette program, er der simpelthen stærkere alternativer, som det fremgår af denne test.

Kaspersky Anti-Virus 6.0

Rent funktionelt lægger Kaspersky sig lunt i midten. Den kan lidt mere end de helt simple programmer, men ikke så meget som de mest avancerede.

Det første møde med funktioner lidt ud over det sædvanlige kommer allerede under installeringen.

Her får man tilbudt at beskytte programmet med et kodeord for at forhindre uautoriserede forsøg på at deaktivere beskyttelsen eller ændre indstillinger.

Kaspersky scanner netværkstrafik og http-trafik ud over de almindelige on-demand, on-access og email-scanninger.

Den gør det til gengæld ikke specielt hurtigt, men i visse situationer er grundighed selvfølgelig bedre end hastighed.

Dertil kommer overvågning af kørende processer og mistænkelig systemaktivitet (forklares ikke yderligere) med mere samt begrænsning af udvalgte programmer og kontinuerlig vagt på registreringsdatabasen og Microsoft Office-produkter.

Skærmteksterne er danske, og brugergrænsefladen er gennemgående overskuelig og funktionel. Sammenlagt giver det et ganske avanceret produkt pakket pænt ind i høj brugervenlighed. Sådan!

McAfee VirusScan Plus 2007

Det er overraskende, at et gammelkendt og velrenommeret program som McAfee VirusScan er et af de langsomste i testen.

Man skulle tro, at McAfee ellers havde forfinet og optimeret deres scanningsmotor så meget, at den kunne løbe i cirkler om konkurrencen.

Men hvad McAfee ikke har i hastighed opvejes derfor i funktioner. Langt inde i programmets konfigurationsmodul finder man nemlig indstillinger for systembeskyttelse af browser, operativsystem og registreringsdatabase samt meget mere.

I pakken med VirusScan får man også antispyware og firewall, og det hele er samlet i en forholdsvis overskuelig brugergrænseflade, som dog godt kunne trænge til lidt intuitiv redesign.

Man får også et SiteAdvisor-plugin til browseren, som hele tiden vurderer den aktuelle webside mod McAfee's bedømmelsesdatabase. Det er fint nok, og det er valgfrit at installere.

På nær hastigheden er McAfee testens stærke mand, men det er ikke ligefrem et program for begyndere.

Norman Virus Control v5.9

Fra vennerne i Norge leveres Norman Virus Control, som mange sikkert har stiftet bekendtskab med, fordi netop dette antivirusprodukt tit bliver leveret i bundle med nye pc'er og bredbåndsforbindelser med videre.

Der skal lyde lidt kritik af Norman, men for hastigheden skal produktet have ros. Norman er hurtig!

Blandt de mere interessante funktioner er scanning af NNTP (nyhedsgrupper) og Instant Messenger (som ikke uddybes nærmere) samt blokering for vedhæftede filer. Det er især smart, hvis man kender filnavnet på en bestemt orm, der er i omløb.

Brugergrænsefladen i Norman er lidt Windows 98-agtig, selv om vi befinder os i 2007. Og selv om programmet ikke er det mest avancerede i verden, gør Norman brugergrænsefladen lidt kompliceret ved at gøre det muligt at indstille en masse detaljer, som de færreste har brug for. Alene meddelelseshåndteringer er helt ude af proportioner for almindelige mennesker.

Norman er egentlig et udmærket program de nævnte forhold til trods, men der er bare andre programmer i denne test, der er bedre. Vil man have hastighed, er Norman dog et strålende valg. Ikke mindst fordi skærmteksterne er på dansk.

Panda Antivirus 2008

Hvor nogle antivirus-produkter kan være for komplicerede, kan andre også være lidt rigeligt forsimplede. Sådan er det med Panda, som ellers har en lækker brugergrænseflade.

Panda har selvfølgelig on-acces og on-demand scanner samt scanning af email, men til gengæld intet planlægningsværktøj for automatiske scanninger.

Derimod er der værktøjer mod spyware, phishing og rootkits samt blokering af filer, og det er vældig godt omend ikke direkte relevant i forbindelse med virusscanning.

Selv om Panda både er kvik og let at bruge, bekymres man, når man begynder at udforske indstillingsmulighederne. Meget simple dialogbokse giver mulighed for at tænde og slukke for funktioner, som man ikke får beskrevet.

Eksempelvis kan man klikke på "Konfigurer beskyttelsen for brug af internettet", hvilket giver mulighed for at sætte flueben ved "Aktiver kontrol for internetbeskyttelse". Men man får ingen forklaring på, hvad denne funktion dækker over, og sådan er det hele vejen igennem med Panda.

Hvis man nyder at leve i uvidenhed om, hvad et antivirus-program kan eller foretager sig, er Panda en topkandidat. Ellers er der flere andre programmer, der er at foretrække. Forresten er Panda også oversat til dansk, og det er jo et plus.

Symantec Norton AntiVirus 2007

Alene på navnet scorer Norton mange point hos dem, der har haft pc siden de gamle DOS-dage.

Men selv om Norton AntiVirus er et nydeligt program, er det underligt, at Symantec ikke gør lidt mere ud af det.

Norton har selvfølgelig on-demand og on-access scanner, og der er også scanning af bootsektorer, email og Instant Messaging-programmer samt Micro Office, men så slutter det også.

Det er ganske vist de mest essentielle funktioner, men adel forpligter som bekendt, og man forventer egentlig lidt mere af Norton.

Brugergrænsefladen har danske tekster, og som den slags skal være.

Scannermotoren er af jævn hastighed, og der er nok mange, der vil vælge Norton, simpelthen fordi de kender navnet. Men 2007-udgaven er ikke en testvinder. Det er bare et jævnt produkt i den bedre ende.

Trend Micro PC-cillin Internet Security 2007

Det må siges, at PC-cilin er en fryd for øjet og en fornøjelse at bruge, selv om virusfunktionerne er holdt til det fundamentale.

Men Trend har valgt den samme hylde som flere andre, hvor der fokuseres på de mest essentielle scanningsfunktioner, og så fyldes der ellers på med ekstra guf.

I dette tilfælde er det beskyttelse mod mistænkelige programmer, overvågning af forbindelser til trådløst netværk, scanning af spyware, et webstedfilter og antiphishing-værktøjer.

Der er altså tale om et antivirus-produkt af middelklassen, der dog har en smart lille service oppe i ærmet. PC-cillin kan nemlig give besked, hvis en ny virus er ved at sprede sig på nettet, et såkaldt "udbrud", så man kan være på forkant med truslerne.

PC-cillin henter selv en opdatering til at beskytte pc'en mod denne nye virus, så informationen er ikke af afgørende nødvendighed.

Men så er der da lidt at snakke med de andre nørder om, og man kan heldigvis slå informationstavlen fra.

PC-cillin er fint til at beskytte pc'en. Der findes bedre programmer, men man er ikke så ringe stillet med PC-cillin på harddisken.

Konklusion: To vindere

Der er ingen vej uden om. To produkter lægger sig pænt side om side og må deles om førstepladsen. Det ene er Kaspersky Anti-Virus 6.0, og det andet er McAfee VirusScan Plus 2007.

De to produkter er meget sammenlignelige, men hvor McAfee er foran i teknik, er Kaspersky lidt længere fremme i brugergrænseflade.

Sådan er det. Vil man have den tekniske model, bør man prøve McAfee. Vil man have maksimal brugervenlighed, bør man kigge på Kaspersky.

At de to programmer vinder testen betyder ikke, at de andre deltagere ikke har kvaliteter.

Bullguard er eksempelvis værd at nævne, hvis man vil have den superlette brugergrænseflade, og Norman skal fremhæves for sin hastighed.

Alle produkterne på nær Norman er i øvrigt ICSA-certificerede, og alle har vundet en eller flere Virus100%-awards. Begge dele er udtryk for, at antivirusen kan sit kram (det vil sige finde de kendte vira.)

Men som sagt: McAfee og Kaspersky løber med en delt førsteplads. Vi ønsker tillykke.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere