Computerworld News Service: Både iOS 4 og Android 2.2 understøtter GPS, og begge kan triangulere lokaliteten ud fra Wi-Fi-signaler og mobilmaster.
Begge styresystemer har Google Maps indbygget, hvorfra man kan finde sin aktuelle destination, få ruteangivelser og anden hjælp til navigation.
Begge styresystemer gør det ydermere muligt for udviklerne at integrere lokalitetsinformation i deres applikationer, så bestemmelse af lokalitet er blot endnu en indbygget funktion.
Både iOS og Android 2.2 giver også brugeren kontrol over privatlivsindstillingerne med hensyn til lokalitet.
Det er dog for visse applikationer i Android kun muligt at bestemme, om ens lokalitet er tilgængelig for den givne applikation, ved at slå GPS- og Wi-Fi-lokalitetstjenesterne til og fra, hvorimod iOS 4 gør det muligt at kontrollere dette per applikation.
Applikationerne i Android er tvunget til at oplyse, om de eksempelvis anvender lokalitetsinformationer, men der er ingen central måde at håndtere disse tilladelser på, hvilket der er i iOS 4.
iOS 4's implementering af Google Maps synes at fungere bedre end Androids, da Androids Maps-app er meget langsommere, selv om om de køres på sammenlignelig hardware.
Det kræver også flere trin at skifte visning fra normalt kort til satellit i Android på grund af brugen af indlejrede menuer.
Kampen på denne front må derfor siges at være uafgjort.
Brugergrænseflade
Det er ofte en ukontroversiel antagelse, at Apple laver bedre brugergrænseflader, end nogen anden, men det er ikke altid sandt (hvilket tjenesten MobileMe er bevis på).
Men brugergrænsefladen i iOS 4 er simpelthen bedre designet end konkurrenternes. Den gør det let og hurtigt at få adgang til alle funktionerne.
Det er bemærket tidligere, hvordan Android 2.2 tvinger brugeren til at klikke på menuknappen og gå igennem en eller flere niveauer af valgmuligheder for at få adgang til de fleste funktioner i mange apps.
Det lægger en dæmper på hastigheden i den daglige brug, selv om tilgangen i det mindste er konsistent implementeret.
Apple er bedre til at placere de mest almindelige funktioner øverst i iOS' applikationers brugergrænseflader, så de er tilgængelige med et hurtigt tryk - uden dog at rode skærmen til.
Et andet eksempel på Googles ringere udførsel af brugergrænsefladen er, at de håndholdte enheder har en søgeknap, men den er ikke altid funktionel.
Hvis man trykker på den, når man eksempelvis er ved at læse en mail, sker der ingenting. Hvis man derimod trykker på den, når en kontakt vises på skærmen, kan man søge i sin adressebog.
Det står ikke klart, hvorfor søgeknappen har en funktion i visse sammenhænge, men ikke i andre, særligt for apps som e-mail, hvor det både er muligt og oplagt at kunne søge. Hjemknappen fungerer heldigvis altid.
Hvid tekst på sort baggrund
Androids indstillinger kan være forvirrende at bruge (og den hvide tekst på sort baggrund gør det næsten muligt at se, hvad der står på skærmen i stærkt sollys). Der er for eksempel to Wi-Fi-valgmuligheder: Wi-Fi og Wi-Fi-indstillinger.
Trykker man på Wi-Fi, slår man Wi-Fi til og fra, mens man for at finde et Wi-Fi-netværk skal gå ind under Wi-Fi-indstillinger. Det virker unødvendigt forvirrende. iOS placerer alle Wi-Fi-indstillinger samme sted med tydeligt markerede kontrolmuligheder.
Den gode nyhed er, at knibe og zoom samt autorotation, når man vender sin smartphone fra lodret til vandret, fungerer lige godt på Android 2.2 og iOS 4.
HTC's brugergrænseflade, Sense, får Android til at opføre sig mere som iOS, så hvis man sætter pris på elegancen ved Mac OS X eller iOS, bør man gøre sig selv den tjeneste at kigge på HTC's apparater, hvis man er ude efter en telefon med Android.
HTC's skærmtastatur fungerer eksempelvis bedre end standarden i Android, da HTC har justeret trykfølsomheden, så den tager højde for den optiske illusion, der skabes af laget af glas mellem brugerens finger og den trykfølsomme skærm. Det gør også iOS.
Vinderen er...
Hvor Androids brugergrænseflade virkelig dumper er i forhold til dens værktøj til tekstmarkering. Hvis man finder ud af, at man har skrevet noget forkert, som ikke er blevet rettet af den automatiske ordbog, kan det være svært at flytte cursoren hen til det rette sted i teksten.
Hvis man holder fingeren nede for længe, bliver skærmen fyldt af en kontekstuel menu til redigering af tekst.
I iOS trykker man og holder fingeren nede, der hvor man ønsker at placere tekstcursoren. Derefter fremkommer der et forstørrelsesglas, der hjælper brugeren til at placere cursoren helt præcist.
Her kan man så tilføje og redigere i teksten. Det er her samtidig muligt at vælge tekst uden at frygte, at en eller anden menu pludselig fylder hele skærmen.
I samme dur er det nogle gange slet ikke muligt at vælge, kopiere eller indsætte tekst i Android 2.2.
I visse tilfælde frembringer man ved at trykke og holde fingeren nede den kontekstuelle menu til redigering af tekst, der gør det muligt at kopiere og indsætte hele tekstfeltets indhold, i andre tilfælde er ikke engang det muligt.
Selv om browseren lader brugeren vælge og kopiere tekst, er denne funktion ikke universelt tilgængelig. For eksempel kan man ikke vælge og kopiere tekst i e-mails.
I iOS kan ethvert stykke tekst vælges, og man justerer præcist, hvilken tekst der vælges, ved hjælp af små håndtag. Det er let, intuitivt og universelt.
Og vinderen er...
Helt afgjort iOS 4. Der er ingen undskyldning for Androids kluntede værktøj til teksthåndtering. Hvis man er vant til almindelige mobiltelefoner, BlackBerry eller Palm OS, vil man være henrykt over Android 2.2's brugergrænseflade.
Men hvis man er hjemmevant i iOS eller Mac OS X, vil Androids brugergrænseflade føles klodset og akavet, som hvis man blev tvunget til at bruge Windows eller Linux.
Oversat af Thomas Bøndergaard
