Tjek på terabytes i DR

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. maj 2006.


Når virksomhedens data hober sig op i terabytes, er det svært at komme uden om information lifecycle management (ILM).
For Danmarks Radio er arkivstrategien ligefrem blevet afgørende for dagligdagen.
Udsendelser, optagelser, e-mails og dokumenter. DR svømmer i forskellige former for data, og et forsigtigt bud lyder på, at man alene i mediearkivet med udsendelser og optagelser opbevarer cirka 40 terabytes data, mens den samlede mængde data løber op i over 70 terabytes.
Mængden af data vokser støt i landets største medievirksomhed, og derfor er information lifecycle management et nøgleord for DR's it-arkitekturchef, Michael Harrit.
- Jeg sammenligner ofte vores arkivstrategi med en butik, hvor ikke alle varer står fremme på hylderne på samme tid. Hvis man vil købe en sjældent efterspurgt vare, er man indstillet på, at der kan være en leveringstid, og det samme gælder, når man snakker dataarkivering, siger Michael Harrit.
Billedsproget kan være et nyttigt virkemiddel, når arkitekturchefen skal forklare arkivstrategien over for den øvrige ledelse og medarbejderne i DR. ILM er nemlig ikke et område, der udelukkende vedrører DR's teknologiafdeling, for den øvrige organisation bliver også berørt, når man går ind og rangdeler data.
En medarbejder kan for eksempel komme ud for en længere søgetid, når han eller hun vil finde en gammel tv-udsendelse.
- ILM handler om, at man forholder sig til de økonomiske og teknologiske problemstillinger ved dataarkivering. Hvis man vil spare penge på en storageløsning, skal man samtidig overveje, hvilke konsekvenser det har for medarbejderens hverdag. Omvendt skal man heller ikke bare købe den dyreste løsning, fordi nogle få medarbejdere ikke er tilfredse med søgetiderne. Der skal skabes en fornuftig balance, forklarer arkitekturchefen.

DR arkiverer organisationens data i tre forskellige klasser: online, nearline og offline. De data, der skal være umiddelbart tilgængelige til udsendelse og produktion, placeres i online-arkivet.
I near­line-arkivet er data stadig på diske, men der er valgt en billigere storageløsning, og dermed bliver søgetiden lidt længere.
Endelig er der offline-arkivet, som indeholder alle de udsendelser og optagelser, der ikke længere er aktuelle. De opbevares på bånd og er derfor ikke længere umiddelbart tilgængelige.
- Hvis der for eksempel er lavet et magasinprogram til TV-Avisen for tre måneder siden, så er programmet ikke aktuelt længere, og derfor bliver det gjort offline. Men hvis der så pludselig kommer en øget søgning på programmet igen, så rykker det op og bliver gjort nearline eller online, forklarer Michael Harrit.

Selvom ILM-begrebet primært har vundet indpas i dette årtusinde, har DR arbejdet med prioritering af data i adskillige år. De nuværende storageløsninger er fysisk placeret i DR's eget regi, og de er lavet i samarbejde med en række forskellige leverandører, hvoraf Storagetek (Sun Microsystems) og HP er de største.
Den tekniske side af sagen udgør dog kun en lille del af de udfordringer, man står over for, for det virkelige arbejde ligger i, at der skal tages stilling til, hvilke data der er vigtigst. Det gælder ikke mindst for DR's mediearkiv med udsendelser og optagelser.
- Strategien for mediearkivet er vedtaget af direktionen, fordi klassificeringen af den type data har en direkte betydning for dagligdagen i DR. E-mail-strategien har man derimod overladt til teknologiorganisationen, der står for at træffe beslutningerne på det område, siger Michael Harrit.

ILM-strategierne i DR er blevet vedtaget, efterhånden som der er opstået et behov på de forskellige dataområder. Mens mængden af data i DR fortsat vokser, er man nu ved at samle strategierne i en overordnet arkivstrategi for organisationen for at sikre, at der en fornuftig sammenhæng i måden, man inddeler data på.
- I dag har vi ILM-strategier på forskellige dataområder, men nu er vi i gang med at lave en overordnet strategi, så der kommer en bedre sammenhæng i, hvordan DR betragter data og værdien af de forskellige data, lyder det fra Michael Harrit.

Billedtekst:

arkivstrategi Mængden af data vokser støt i landets største medievirksomhed, og derfor er information lifecycle management et nøgleord for DR's
it-arkitektur-chef, Michael Harrit. Foto: Torben Klint

Boks:
Vi har talt med:­
Staffan Strand, datalagringsforsker på
University of Minnesota og konsulent i Hitachi.
Michael Harrit, it-arkitekturchef i DR.
Claus Egge, storageanalytiker i IDC.
Bjarne Madsen, formand for den nordiske del af SNIA.

OriginalModTime: 18-05-2006 14:16:53




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere