Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. juni 2006.
Fiskerne på en lille engelsk ø har måske
leveret løsningen på vores informationsproblemer.
Et lille tæt lavteknologisk
samfund kan noget, som endnu ikke er
lykkedes for vores større højteknologiske.
Ordet sociomimetisk er ikke
særligt anvendt. Det er faktisk
så sjældent et ord, at den engelske
version "sociomimetic"
kun dukker op på seks forskellige
websites i en Google søgning.
Ikke desto mindre er det en
interessant ny retning for softwareudvikling.
Det er afledt af
det bedre kendte begreb biomimetisk.
Den biomimetiske metode
går ud på at analysere biologiske
systemer og på den måde
finde velfungerende løsninger
og teknologier. Neurale netværk,
velcro og fly-vinger, der
kan ændre form, er eksempler
på biomimetisk teknologi.
Biologiske løsninger er som
regel opstået gennem en millioner
år lang evolutionær
proces, hvor systemerne er testet
for effektivitet og robusthed.
Dem, der ikke bestod,
døde. Det er sjældent, at menneskelige
udviklere har millioner
af år og tusindvis af
fejlslagne forsøg til rådighed
- selv i statslige projekter - så
et biomimetisk system kan
være en kreativ genvej.
Sociomimetisk software efterligner
ikke biologien men
sociologien. Det første stykke
software, der er eksplicit sociomimetisk
designet, er informationssystemet
Trampoline.
Charles Armstrong, der
oprindeligt er uddannet som
etnograf, fik ideen og startede
firmaet Trampoline, hvor han
nu er direktør.
Armstrong har arbejdet med
informationsstyring i større
virksomheder.
Da jeg
talte med
ham, brugte
han en del tid
på at fortælle,
hvor frustrerende
en oplevelse
det var
- dysfunktionel
er det ord,
der kommer
tættest på at
beskrive hans
frustration.
For at studere
et sted,
hvor kommunikation
virkede,
tog han
til den lille ø
St. Agnes ud
for Lands End i Cornwall. Der
bor kun 80 mennesker, og
Armstrong tog derud for at
studere, hvordan sådan en lille
tæt gruppe af mennesker deler
information med hinanden.
Da Armstrong opsøgte øen,
var den ret tilbagestående,
hvad angik elektronisk kommunikation
- kommunikation
var stort set mundtlig. Alligevel
fungerede fordelingen af
informationer bedre end i en
højteknologisk virksomhed.
For det første viste det sig, at
oplysninger - for eksempel
om ændringer i færgens tidsplan
- stort set altid nåede
frem til dem, der havde brug
for at vide det.
Men mere overraskende var
det, at informationen kun nåede
frem til dem, der havde
brug for den. De eventuelle
ekstra personer, der fik det at
vide, ville ofte være personer,
der var nødvendige som mellemmænd
for at nå de rigtige.
Så det lille samfund var tæt
på at være det bedste af alle
informationssamfund - informationer
var ekstremt målsøgende
og meget lidt støjende.
Et par betingelser skal dog
være opfyldt, før det virker.
Personerne skal have en forholdsvis
stor social kontaktflade,
og jo mere de ved om
hinanden, jo bedre fungerer
det. Og så virker systemet kun
op til en vis størrelse. Armstrong
vurderer, at det alvorligt
mister effektivitet, når det
kommer over cirka 400 personer.
Hvordan kan 80 mennesker
uden kendskab til informationsteori
af sig selv designe
et uhyre effektivt informationssystem?
Er det genetisk
kodet social adfærd, og hvordan
opstår systemet?
Et uhyre interessant spørgsmål,
men irrelevant. Armstrong
stod nemlig med et andet
og alvorligere problem. Et
typisk problem, når man laver
biomimetiske systemer. Han
havde fundet et system, han
gerne ville efterligne, men
hvordan?
På overfladen ser det ud,
som om vi tager en unik beslutning,
hver gang vi deler
information med et andet
menneske. Beslutningen hviler
på mange afvejninger af
forhold, som er ekstremt
upræcise - hvor godt kender
vi personen, hvad synes vi om
vedkommende og måske halvt
glemte oplysninger, der antyder
en interesse for skumringsdigte.
Armstrong analyserede det
ned til fem grundlæggende
regler, som virker velkendte
og logiske, når man hører
dem.
Autorisationsstruktur. Vi
vurderer altid , om vi må give
oplysninger videre, samt hvem
vi må give dem videre til. Private
oplysninger, du har fået
fra en nær ven under fire øjne,
er ikke noget, du råber ud fra
en barstol i den nærmeste pub.
Men du kunne måske finde på
at dele dem med dine nærmeste.
Omvendt kan en oplysning,
der én gang er råbt ud i baren,
som regel fortælles til alle og
enhver.
Vi kender denne regel udmærket
i vores almindelige
sociale adfærd. Men vi lægger
som regel først mærke til den,
når der er nogen, der bryder
den. Det er et alvorligt tillidssvigt,
hvis vores venner offentliggør
vores private samtaler.
Grupper fordeler og modtager.
Den anden vigtige mekanisme
er, at en fasttømret
gruppe af mennesker er meget
dygtige til at fordele informationer
mellem hinanden. Vi
kender situationen fra næsten
ethvert møde. Det afsluttes
ofte med en kort uformel diskussion
af hvem, der bør vide
hvad af mødets indhold.
Typisk vil deltagerne byde
ind - "Jeg skal nok fortælle
Bjarne om det og det" - så
man på få minutter har aftalt
at underrette alle relevante
personer.
Har en person ikke har videregivet
informationerne, kan
det være en alvorlig social eller
faglig bommert.
Armstrongs tredje regel
handler også om grupper,
denne gang
som modtagere
af information.
Den er også
velkendt af
os alle, nemlig
at fortæller
man et
medlem af
en gruppe
noget, så vil
hele gruppen
i løbet
af kort tid
vide det.
Armstrongs
to sidste
regler er
personlige
og meget simple:
Vi giver informationer videre
til personer, som vi tror er
interesserede i dem. Det kan i
nogle tilfælde være en meget
overfladisk prioritering, for
eksempel fik Armstrong på St.
Agnes automatisk alle informationer
om computere, selvom
han måske i virkeligheden
kun var interesseret i informationsnetværk.
Den anden regel er, at jo tættere
vi er på en person, jo lavere
tærskel er der for at fortælle
noget videre. Personer,
som er langt væk, eller personer
vi ikke synes om, fortæller
vi kun oplysninger, som vi
tror er tilstrækkeligt vigtige.
Vi kender en beslægtet udgave
af denne regel, når vi pludselig
snakker med vildt fremmede,
fordi vejret er rigtig
dårligt.
Trampoline ligger som en
overbygning på en virksomheds
informationsstruktur, så
e-mails og alle andre former
for dokumenter sorteres gennem
systemet.
De fem regler har Armstrong
og hans kolleger udmøntet i
tre forholdsvis simple mekanismer
til at efterligne vores
sociologiske sortering:
Autorisationsstrukturen er
ofte den samme som virksomhedens
interne struktur, med
nogle få ændringer. Før et dokument
lægges på netværket,
kan afsenderen udfylde et skema,
der bestemmer hvem, der
må se det.
Det er den svage del af systemet,
fordi det kræver manuelt
arbejde og sætter nogle
ret stive begrænsninger. Til
gengæld er det kun nødvendigt
for dokumenter, der ikke
må ses af alle.
Mens Trampoline overvåger
al kommunikation på det elektroniske
netværk, opbygger
det en model af det sociale
netværk. Så kan systemet vurdere,
hvem der kommunikerer
med hvem, samt hvor tæt de
er på hinanden. Denne analyse
bruger softwaren både til at
forstå, hvilke grupper, der
kommunikerer, og hvor relevante
deres information er for
hinanden.
Endelig analyserer systemet
alle dokumenter efter nøgleord.
Nøgleordene bruges til at
danne profiler af enkelte brugere
og af grupper, og til at
sortere dokumenter efter.
Når systemet rigtig kører,
fordeler det dokumenter efter
nøgleord, styret af autorisation
og brugernes kommunikationsnærhed
med hinanden.
Charles Armstrongs software
er beregnet til brug i
virksomheder med en gennemskuelig
struktur og et
overskueligt antal mennesker.
Men Trampoline er stadig tidligt
i sin udvikling. Charles
Armstrong tror, at det kan
skaleres til stort set enhver
størrelse.
Så det er let at få visioner om
et program, der afhjælper informationsoverfloden
og besværet
med at kommunikere
effektivt i større grupper. Måske
endda et program i global
målestok i stil med Google
Google gav os let adgang til
alle informationer i hele verden
- næsten i hvert fald.
Trampolines løfte er at fjerne
al tidsspildet og kun give os
informationer, der interesserer
os.
Måske opfinder systemet
også en helt ny måde at kommunikere
på. På Trampoline
er de begyndt at eksperimentere
med e-mails uden adressat.
Det lader systemet helt
selv beslutte, hvem der skal
modtage.
Så en dag kan du måske sende
din jobansøgning, researchmailen
eller sågar det første
kærestebrev til en endnu ikke
fundet kæreste blindt ud på
nettet. Så vil Trampoline finde
de rigtige modtagere.
Trampoline:
www.trampolinesystems.com
Charles Armstrongs
personlige blog:
www.charlesarmstrong.net
Billedtekst: LANDSBYSLADDER Når snakken går bag mure som disse i Cornwall i Sydengland, fordeles informationsstrømmen uhyre effektivt rundt i resten af det lille samfund. Det har etnografen Charles Armstrong studeret og efterlignet i software til e-mail-håndtering.
OriginalModTime: 29-06-2006 14:47:36
