Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. september 2006.
Robotter skal fungere som gode arbejdskammerater eller måske som en forlængelse af din krop. Det er visionen i et stort europæisk forskningsprojekt om samarbejde og teknologi.
Når samarbejde går godt, så gør det arbejdet til en leg - ja, næsten til en social kunstart.
Så er der altid en anden klar til at tage over, når man selv slipper en opgave. Hvis man ser sig om efter en hjælpende hånd, så er den klar lige ved siden af en.
Når samarbejdet går allerbedst, kan man næsten forestille sig, at man deler hjerne og opmærksomhed med de mennesker, man arbejder med. Man har et kognitivt fællesskab, som er større end summen af enkeltdelene.
Det er faktisk hvad en af forskerne i JAST-projektet under EU - dr. Ruud Meulenbroek fra Radboud universitetet i Nijmegen - fortalte mig, da jeg talte med ham.
JAST står for Joint Action Science and Technology, projektet har deltagelse fra seks store europæiske universiteter.
JAST-projektet går ud på at studere hvordan vi samarbejder med det langsigtede formål at konstruere avancerede robotter, der kan fungere sammen med os, som vi gør med andre mennesker.
Vi er alle klar over, at samarbejde ikke altid går lige let. Men det er sjældent, vi tænker over, hvor kompleks en foreteelse, det faktisk er. På det højeste plan handler det om at definere et fælles mål og kommunikere, hvad målet er. På det laveste plan handler det om basale neurologiske processer, der styrer både vores sociale og fysiske reaktioner. Og ind imellem er der et enormt område af kommunikation, planlægning, psykologi og alt muligt andet - samarbejde er et centralt element i vores liv.
Så hvad gør man, hvis man gerne vil finde ud af, hvordan folk samarbejder - når det skal være på en målelig og videnskabelig facon, som robotter kan bringes til at forstå og overholde, inden de bliver lige så avancerede som mennesker?
Man kan starte med at lave en ekstrem simpel opgave. Meulenbroek og hans kolleger har blandt andet undersøgt, hvordan to personer bærer noget i fællesskab - vi har alle prøvet det, når vi har hjulpet nogen med flytte.
For at lave en ensartet eksperimentalsituation lavede de en opsætning, hvor to personer sad på hver side af et bord. Under bordet sad der trykfølsomme sensorer, og på bordet stod der to skærme, der viste hver af personerne et billede af en kasse.
Kassen på billedet flyttede sig efter, hvordan personerne trykkede på sensorerne under bordet - en rimeligt god efterligning af situationen, hvor to personer bærer en kasse sammen. Her med den væsentlige forskel, at man let kunne kvantificere personernes reaktion på hinanden og på kassens bevægelser, som de blev vist på skærmen.
Og man havde den mulighed at "skubbe" til kassen ved at vise billeder, hvor den var ved at vælte.
Eksemplet er næsten så fundamentalt, som man kan studere samarbejde. Vi har alle medvirket i varianter, hvor det lykkes - og hvor det mislykkes. Personligt husker jeg en temmelig smertefuld udgave med en vaskemaskine. Men de fleste af os er i stand til at bære en kasse sammen med et andet menneske uden problemer.
JAST-undersøgelsen viste, at der fungerer mange forskellige mekanismer til at justere, hvordan vi bærer kassen. Vi reagerer for eksempel helt automatisk på mere vægt i vores hænder ved at trykke opad - det er en automatisk og millisekunder hurtig reaktion. En lidt langsommere reaktion kommer, når vi bearbejder det, vi ser. Hvis kassen er ved at vælte, så trykker vi også opad.
Endelig er der den helt bevidste vurdering af situationen - "står den ikke lidt skævt", "vi er ved at komme til højre for døren" etc. Her tager vi så lang tid som et sekund om at reagere på ændringer.
De tre nævnte mekanismer er de nederste lag i vores kassesamarbejde. Et af de næste lag er et meget spændende begreb, som JAST kalder joint perception.
Det er en situation, hvor gruppen dynamisk samler de enkelte personers iagttagelse af ændringer og deler dem, når de er relevante.
Hvis vi kigger på den simple opgave, hvor man bærer en kasse, så kan den fælles opmærksomhed være, at den forreste bærer af kassen siger "nu kommer der et trin".
Det er indlysende for ethvert menneske. Men det indeholder faktisk en lang række elementer, som har at gøre med, hvordan vi opfatter opgaven, hvad vi tror den anden kan se og forstå og så videre.
Trinadvarslen starter med, at den forreste person ser trinnet og beslutter, at det er stort nok til at være en forhindring. Desuden skal personen have et billede af, hvad den anden bærer kan opfatte og forstå "kassen når op over hans øjne, så han kan ikke se trinnet".
Endelig er det nødvendigt at formulere advarslen på en passende måde - "du skal lige passe lidt på her" er en dårlig advarsel, hvis der er 40 centimeters frit fald.
På den måde befinder de to kassebærere sig i et fælles kognitivt rum. Begge parter forventer, at den anden person deler sine iagttagelser om kassen, forhindringer for at bære og for eksempel om, hvornår ens fingre er så trætte, at de ikke længere kan holde kassen.
Selv så simpel en opgave indeholder et væld af komplicerede processer. Derfor er det måske ikke underligt, at selv om vi mennesker er vældigt dygtige, så kender vi alle personer, som vi ikke kan bære en kasse særligt godt med.
Nu må du gerne tage 30 sekunder til at forestille dig, hvordan det ville være at bære kassen med en robot som partner.
Når man forestiller sig robotten som partner, bliver det pludselig klart, hvor svær den simple kasseopgave er:
Hvordan får man robotten til at forstå, hvor kassen skal hen?
Kan den lave korrekte justeringer i måden at bære på?
Vil den advare om forhindringer og kan den forstå advarsler, som den får?
Turde du løfte en vaskemaskine - eller en kostbar printer - sammen med en robot?
Selvom kommunikationen omkring at bære er simpel, så er den alligevel langt over enhver robots niveau. Den er også situationspecifik på en måde, som robotter er kolossalt langt fra at forstå.
Ingen af os ville turde bære noget med en robot - og det er klogt, for med dagens robotter ville det helt sikkert gå galt. Vi kan ikke stole på, at sådan en robot vil gøre det rigtige.
Men med en god JAST-robot i den anden ende, vil det nærmest være som at have en skygge af sig selv. Robotten ville reagere på dine bevægelser, støn og anvisninger, som om den var en viljeløs skygge af dig selv. En smule uhyggeligt, men effektivt.
Det bliver ikke inden for en overskuelig tid, at vi får robotter, der kan samarbejde med os på den måde.
Men vi kan godt komme i en situation, hvor vores industrirobotter ikke er fastnaglet til gulvet og kun gennemløber det samme bevægelsesmønster en million gange.
Visionen kunne være en situation, hvor mennesket i samarbejdet nærmest har en rolle som en dirigent.
Tag en flyfabrik: Om morgenen møder et lille hold af teknikere og et enormt hold af specialiserede og generelle robotter. Lad os sige, at du er tekniker rolle C denne dag. Så ved værktøjsrobot C-23, at når du går ned mod haleroret, så er det for at lave en bestemt test og justering. Derfor farer den hen til det sted, hvor du vil gøre det og finder de redskaber frem, du skal bruge. Samtidig vil din trofaste C-A (tekniker C analyserobot) dukke op ved din albue med specifikationer og manual for flydelen, samt selvfølgelig de seneste røntgenbilleder af den specifikke del, der er monteret.
Det ville være delvist fleksible, delvist mobile og delvist intelligente robotter. En slags skruenøgler med arme og ben og en forståelse af nogle hundrede kommandoer - måske endda lidt af den sammenhæng de arbejder i.
Sådanne robotter vil være en stor forbedring, men desværre kommer det formentlig til at vare længe. Det mest avancerede forsøg i JAST-projektet går ud på at samle et lille modelfly. Ruud Meulenbroek vil være meget glad, hvis deres robot kan gøre det sammen med et menneske, når projektet er færdigt.
Det er små skridt, men det er nogle af de første skridt i retning af en meget avanceret form for samarbejde med robotter, hvor robotter kobles direkte ind i vores naturlige måde at samarbejde.
I det fjerne aner vi en fremtid, hvor mennesket ikke arbejder som andet end den essentielle del, der sætter robotterne i gang. Det er en verden, hvor robotterne er en naturlig forlængelse af vores krop - vores aktive skygger, der handler i den fysiske verden.
Jast: www.jast net.gr
Jan Skøt skriver hver uge om grænsefladen mellem menneske og maskine - der hvor den digitale kultur tager form. Jan Skøt er cand.phil. i dansk med speciale i medieanalyse. www.skot.dk
OriginalModTime: 14-09-2006 14:13:31
