Brancheforeningen for danske netbutikker skal stiftes i dag under et møde på Golfhotellet i Viborg, hvor 200 af de største forhandlere er inviteret, skriver ErhvervsBladet.
Stiftelsen af den nye brancheforening sker på foranledning af otte butikker, som håber at samle størsteparten af det danske onlinesalg i foreningen.
»Vi omsætter i alt for cirka en milliard kroner om året. Det er naturligt at et så stort erhverv danner en brancheorganisation, der kan arbejde for, at branchen får større indflydelse end tidligere,« siger Itbutikkens Peter Sunesen til ErhvervsBladet.
Det er den nye forbrugerlov, som har fået de danske netbutikker til at rykke sammen. Loven betyder at netbutikkerne skal betale 5.000 kr., hvis de taber en sag i Forbrugerklagenævnet.
»Der gælder nogle særlige forhold for netbutikkerne. Vi har tabt 83 procent af sagerne ved Forbrugerklagenævnet, og med en udgift på 5.000 kroner pr. sag vil det påføre netbutikkerne en ekstra regning på seks millioner kroner om året,« siger Thomas Falborg fra SHG.dk.