Edb-giganten IBM er blevet sagsøgt med baggrund i det såkaldte år 2000 problem, der betyder at mange edb-systemer ikke kan fungere korrekt i det nye årtusinde. Sagsøgeren er en praktiserende læge, Mario C. Yu, der i 1996 købte en integreret pakke bestående af IBM's RS/6000 computer og et medicinsk database-program fra Medic Computer Systems. Pakken kostede over 120.000 kr., men Yu fik sidste år besked om at det ville koste yderligere 15.000 kr. at år 2000-sikre systemet. Yu kræver nu erstatning, kompensation for eventuelle skader og en gratis opdatering til systemet fra IBM.
Det skønnes at det medicinske edb-system anvendes af 60.000 læger i U.S.A. Programmerne bruges bl.a. til registrering af laboratorie-prøver og andre vigtige patient-informationer.