Homo Artefakt – det kunstigt skabte menneske. Det er overskriften på en hjemmeside, som Etisk Råd lancerede for to år siden. Betegnelsen Homo Artefakt kan forstås på flere måder. For ikke nok med, at robotter begynder at ligne mennesker – de kan gå ligesom os, tale ligesom os og de kan både høre og se. Samtidig begynder mennesker også at ligne robotter – vi får indbygget kunstige dele og bliver til cyborgs, en kombination af menneske og maskine.
Formålet med hjemmesiden var at skabe debat om vores robot-fremtid og de mange reaktioner og debatindlæg der er kommet er nu mundet ud i to udtalelser fra Etisk Råd, om henholdsvis sociale robotter og cyberteknologi, der blev præsenteret i sidste uge.
Etisk Råd forventer at de to udtalelser vil skabe yderligere debat om, hvordan robotter og ny teknologi skal bruges i fremtiden.
Røntgen-syn, en ekstra arm eller tankelæsning er egenskaber, vi i dag forbinder med superheltene fra fiktionens universer. Og maskiner med menneskelige egenskaber som medfølelse og selvstændighed kender vi endnu kun fra filmens og litteraturens fremtidsscenarier.
Men fremtiden er faktisk ikke så langt væk, som vi måske tror. Allerede nu får handicappede intelligente proteser, mens den kunstige sæl Paro indgår som en del af dementes behandlingsterapi. Hvordan forholder vi os, når nogle af de mest centrale forskelle mellem menneske og maskine nedbrydes af den teknologiske udvikling?
"Folk begyndte at spørge os, hvad Det Etiske Råd egentlig mente om emnet – og til det kunne vi blot sige, at Rådet ikke mente noget, da der ikke havde været nogen officiel behandling i Rådet. Med disse to udtalelser har Rådet nu givet deres mening til kende", siger arbejdsgruppens formand, Klavs Birkholm.
Tre debatører, Preben Mejer, Thomas Sinkjær og Kasper Støy, var inviteret til debatmødet i sidste uge for at give deres bud på, hvordan vores fremtid kommer til at se ud. Preben Mejer fra Innovation Lab understregede, at der bør indføres en form for normering af menneskelig kontakt til de ældre og andre plejeafhængige mennesker, så de ikke bliver fuldstændig overladt til maskiner.
Robotforsker Kasper Støv fra Mærsk Mckinney-Møller instituttet på Syddansk Universitet havde som hovedpointe, at vi ikke bør tillægge robotterne menneskelige egenskaber, da de blot er "hjælpeløse maskiner".
Og Grundforskningsfondens direktør Thomas Sinkjær sagde, at cyborgteknologien kun bør bruges til at normalisere et menneskes egenskaber og ikke til at udstyre folk med superkræfter.
Men det kan være rigtigt svært at trække grænsen. Hvis man kan udstyre et menneske med kunstigt syn, kunstig hørelse eller kunstige muskler – hvorfor så ikke give lidt ekstra power så kan man se og høre bedre og løfte tungere ting end almindelige mennesker?
Det er de spørgsmål, der bliver behandlet i udtalelsen om cyborgteknologi fra Etisk Råd. Den beskæftiger sig blandt andet med teknologiens konsekvenser for menneskesyn, menneskelig identitet og menneskeartens status. I dag kan man koble hjernens bioelektriske signaler direkte til computere og robotdele, der enten befinder sig uden for kroppen eller er indopereret i kroppen.
I dag forskes der intensivt i såkaldte neuromotoriske proteser – altså proteser til handicappede, der kan bevæges alene med tankens kraft. Men der arbejdes også på at udvikle og forstærke det menneskelige sanseapparat, og her er især militæret meget interesseret.
Og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at drage en grænse mellem reparation og forbedring. Der er selvfølgelig forskel på at genskabe førligheden hos en handicappet person på den ene side og på den anden side udstyre en normal rask person med supersyn.
Men i realiteten er der snarere tale om en glidende overgang – man behøver blot tænke på løberen Oscar Pitorius, også kaldet Blade Runner, som har opnået fantastiske resultater med sine kulfiber-ben.
Etisk Råds udtalelse indeholder to forskellige modeller. Den første er en relativt løst reguleret ramme, hvor individer frit kan benytte teknologier til at optimere normale egenskaber, så længe de ikke overtræder hensynet til andres frie udfoldelse og privatliv, og så længe det ikke er forbundet med unødige risici. Man kan f.eks. spørge, om vi ønsker at vores nabo skal have supersyn eller superhørelse.
Den anden model er en strengere ramme, hvor cyborgteknologi kun kan anvendes der, hvor der er tale om udbedring af en sygdom eller helbredelse af et handicap.
Samtidig med at vi mennesker begynder at ligne cyborgs går udviklingen altså også i den anden retning, hvor maskinerne begynder at ligne os. Det er temaet for den anden udtalelse fra Etisk Råd, der handler om sociale robotter. Her tænkes der især på robotter, som overtager opgaver i f.eks. ældreplejen.
Det etiske dilemma er forholdsvis begrænset når det f.eks. handler om forholdet til vores støvsuger-robot. Men det bliver straks mere kompliceret, når robotten skal erstatte hjemmehjælperen hos de ældre. I Japan kan man allerede købe robotter, der kan hjælpe med børnepasning, og med at løfte ting for mennesker, der har begrænset bevægelsesfrihed.
Dermed opstår der også nye relationer mellem mennesker og maskiner – hvor robotten bl.a. skal ”lære” at overholde høflighedsregler og intimitetsgrænser.
Etisk Råd sætter spørgsmålstegn ved, om det er problematisk, hvis sociale robotter i stigende omfang kan foregive, at de er selvstændigt følende og agerende væsener. Teknologien vil måske føre til en formindsket menneskelig kontakt, hvis hjemmehjælperen erstattes af en maskine.
Derfor lyder anbefalingen, at de nye teknologier aldrig må indføres som erstatning for egentlig menneskelig kontakt, samvær og omsorg. Tværtimod bør teknologien bruges til at frigøre flere menneskelige ressourcer. De plejekrævende skal selv have mulighed for at afgøre, om de ønsker en robot eller et menneske som plejer.
En kommende lærende robot stiller helt nye udfordringer: Kan virksomheden bag robotten siges at have ansvaret for en fejl, som robotten foretager, hvis selve handlingen ikke er programmeret ind i robotten på forhånd? Etisk Råd mener, at der bør fastsættes strenge regler for, hvilke fysiske evner en robot til hjemmebrug skal udstyres med, så man undgår at den kommer til at forvolde væsentlig materiel eller personlig skade.
Nogle debatører mener desuden, at der bør være regler for, hvordan man behandler robotter. Man frygter en form for afstumpning af det menneskelige følelsesliv, hvis man frit kan smadre eller trække stikket til en robot der ligner og opfører sig som et menneske.
Og så er der hele spørgsmålet om privatsfæren – hvis de sociale robotter i hjemmet er koblet på nettet, er der risiko for, at de sender informationer til producenten eller andre, og man kan selvfølgelig også risikere, at de bliver hacket.
Det Etiske Råd understreger at formålet med udtalelserne ikke er at sætte punktum for debatten, men at give et startskud til en diskussion om vores elektroniske fremtid.
I dag er det stadig muligt at trække en grænse mellem mennesker der ligner maskiner og maskiner der ligner mennesker – men engang i fremtiden vil vi måske smelte helt sammen til Homo Artefakt.
