Den 8. april kan blive en skelsættende dato for den danske Internet-branche. Folketinget har nemlig programsat tredjehandlingen af den såkaldte Dankort-lov, "Lov om ændring af lov om betalingskort", til denne dag. Andenbehandlingen skal efter planen finde sted på torsdag, den 25. marts. Folketingets Erhvervsudvalg afleverede sidste torsdag sin betænkning om lovforslaget, og har dermed banet vejen for, at det som planlagt kan blive vedtaget i april. Den nye lov træder i kraft dagen efter vedtagelsen i Folketinget, men det er uklart, hvornår betalingsselskaberne har fået omstillet deres systemer til at håndtere Dankort-betalinger over Internet. (Kilde: ComputerWorld)