Svensk regering afviser at lukke piraters net

"3 strikes"-modellen er dømt ude i Sverige. Til gengæld bliver civile søgsmål lettere for musik- og filmindustrien: Nu skal de svenske internetudbydere udlevere kundernes personlige informationer til rettighedshaverne - uden politiets indblanding.

Tidligere i dag kom det frem, at IFPIs lobbyarbejde for den såkaldte "3 strikes"-model har båret frugt i Japan. Til gengæld synes IFPIs indsats at prelle af på den svenske regering, som afviser, at modellen kan blive en del af den svenske lovgivning.

»Mange har påpeget, at lukningen af en internetforbindelse er et skridt, som kan få alvorlige følger i et samfund som vores, hvor internettilgang er et afgørende velfærdsspørgsmål. Regeringen går derfor ikke videre med dette forslag,« oplyser den svenske justitsminister Beatrice Ask og den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroth i et indlæg på netudgaven af Svenska Dagbladet.

Denne udmelding modtages med glæde hos de svenske internetudbydere.

»Det er godt, at regeringen tager tydelig afstand fra Renforsutredningen (rapport med anbefaling om "3 strikes"-modellen, red.) som skulle have givet os udbydere rollen som politi i forhold til vores kunder,« siger Marcus Nylén i en pressemeddelelse fra Bredbandsbolaget, som er den svenske søsterselskab til Cybercity.

Samme reaktion finder man hos det svenske Tele2:

»Vi hilser regeringens indstilling, til at vi ikke skal agere politi, velkommen,« siger Tele2's informationschef Pernilla Oldmark til Svenska Dagbladet.

Selv om den svenske regering ikke ønsker at lukke for piraternes net, står de alligevel klar med et nyt lovændringsforslag, der skal dæmme op for ulovlig fildeling.

Som den svenske lovgivning er skruet sammen i dag, skal rettighedshaverne politianmelde et brud på ophavretten for at stoppe den pågældende pirat-aktivitet. Det er denne proces, som den svenske regering vil ændre på. De mener, at det i mange tilfælde vil være mere naturligt og praktisk, at rettighedshaverne selv kan gribe ind over for brud på ophavsretten.

I bund og grund handler forslaget om, at opretshaverne skal kunne henvende sig til internetudbyderne for at få udleveret information om, hvem der gemmer sig bag en bestemt IP-adresse. Dette forudsætter, at det kan bevises, at der foregår ulovlig fildeling på forbindelsen.

Rettighedshaverne skal altså have en domstols ord for, at kundens personlige oplysninger skal udleveres.

Alligevel har forslaget skabt røre i den svenske befolkning. Ifølge den svenske forfatter og internetekspert Oskar Swartz er der tale om en principsag.

»Folk er utilfredse af principielle grunde. Man ser, hvordan politikerne siger ja til næsten alle forslag, som kommer til at stoppe fri kommunikation og fildeling. Det handler ikke kun om det konkrete forslag. Det handler om, at den nye generation ser internet som noget positivt, mens politikerne ser det som negativt. Det er en krig mellem datiden og fremtiden,« siger han til ComON.

Ifølge Oskar Swartz, der i perioden 1994-2004 var med til at drive Sveriges første internetudbyder Bahnhof, kan det svenske politi rent faktisk ikke længere få udleveret kundernes personoplysninger ved ulovlig fildeling.

»Det bygger på, at de svenske domstole hidtil har uddelt så lave straffe - det vil sige dagsbøder - for fildeling. Svensk lov betragter bruddet som for 'mildt' til at bryde integriteten. Hvis domstolene havde udstukket fængselsdomme, så kunne politiet agere,« siger Oskar Swartz.

Han understreger samtidig, at der indtil videre ikke har været nogen civile søgsmål for ulovlig fildeling.

»Nu vil politikerne gøre det lettere. Men folk synes, at det er bedre, at politiet anvender sine ressourcer til at jagte fildelere. For så ved de, at det ikke kommer til at ske. Der findes mange vigtigere sager for politiet,« siger Oskar Swartz.

I Sverige har fildelerne fået deres eget politiske parti, Piratpartiet, der med 0,63 procent af stemmerne til valget i 2006 ikke formåede at finde vej til den svenske Riksdagen. Piratpartiet mener, at den svenske regerings forslag vil resultere i uhensigtsmæssige søgsmål fra plade- og filmindustrien.

»Det bliver legaliseret mafiavirksomhed, som retter sig imod Sveriges ungdom,« lyder det blandt andet fra Piratpartiets formand Rickard Falkvinge i en pressemeddelelse.

Den danske regering vil formentlig kigge det nye svenske lovforslag efter i sømmene, da det tidligere er blevet meldt ud, at man følger udviklingen i Sverige meget nøje.

Event: Årets CIO 2026

Andre events | Kongens Lyngby

Vi samler Danmarks stærkeste digitale ledere til en dag med viden og visioner. Årets CIO 2026 fejrer 21 års jubilæum, og NEXT CIO sætter spotlight på næste generation. Deltag og bliv inspireret til at forme fremtidens strategi og eksekvering.

4 juni 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Immeo har pr. 1. marts 2026 ansat Theo Lyngaa Hansen som Consultant. Han kommer fra en stilling som Data Manager hos IDA. Han er uddannet i Business Administration & Data Science. Nyt job
Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

Claus Berg

Netip A/S

Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen