Klumme: Vælg den rigtige domænestrategi

Hannu Vangsgaard fra Notabene skriver i denne artikel om strategiske overvejelser i forbindelse med valg af virksomhedens domænestrategi.

Domænenavnet, eller Internetadressen, er blevet en synlig og vigtig del af virksomhedens kommunikation. Derfor er det afgørende at vælge den rigtige domænestrategi så tidligt som overhovedet muligt.


I den forbindelse skal du gøre dig en række strategiske overvejelser:


  • Ét globalt domæne eller flere lokale domæner?
  • .com, .net, .dk eller…
  • Valg og registrering af navn.

Jeg vil i denne artikel prøve at give et overblik over de væsentligste forhold, du skal tage stilling til, før strategien fastlægges.


Ét-navns strategi


Hvis websitet henvender sig til målgrupper på flere markeder, skal man først og fremmest beslutte, om man vil anvende ét fælles navn eller flere lokale navne.


Ét domænenavn er i sagens natur langt det nemmeste at kommunikere ud, da det ikke er nødvendigt at differentiere markedsføringen på de enkelte markeder - ligesom den tekniske administration af webservere ol. er nemmere.


Det vil også være en fordel med ét navn, hvis der er tale om en globalt orienteret Internetvirksomhed, hvor lokal tilstedeværelse (fysisk eller elektronisk) ikke er nødvendigt.


Hvis websitet henvender sig til flere markeder og dermed flere sprog, vil der dog være en ulempe ved kun at anvende ét navn. Nemlig at det er nødvendigt med en "for-forside", hvor brugeren kan foretage sprog-/landevalg, hvilket er et irritationsmoment. Ligeledes kan det være svært at markedstilpasse websitet, hvis de forskellige markeders undersites ligger under en samlet paraply.


.com, .net, .dk eller...


Hvis man beslutter at anvende ét navn, skal der tages stilling til, hvilken type domæne det skal være. Skal det være et internationalt .com/.net eller et dansk .dk? I forhold til det rent imagemæssige kan der ligge nogle forskelle, som jeg ikke vil komme ind på her.


Men derudover er der nogle forhold omkring registrering på søgemaskiner, man skal være opmærksom på. Eksempelvis vil yahoo.com som udgangspunkt ikke optage internetadresser under .dk, da disse hører hjemme under den nationale yahoo.dk! Dette er i høj grad katastrofalt, hvis sitet har en international målgruppe!


Desuden bør man have et vågent øje i forhold til .net adresserne, efter at Microsoft har lanceret sin .NET strategi. Disse domæner er også blevet mere interessante, efter at både seriøse og useriøse aktører har hamstret de fleste gode .com adresser.


Lokale domænenavne


En anden strategi kunne være at registrere lokale domænenavne på lokale markeder. En af de helt store fordele ved dette er, at websitet derved får et lokalt præg, og dette kan i mange tilfælde være en afgørende fordel, hvis f.eks. en faktor som troværdighed er vigtig.


Et eksempel på dette er www.bilguiden.dk (søstersites: www.bilguiden.no og www.bilweb.se). Bilkøb er en stor beslutning og troværdighed er dermed en vigtig faktor, hvorfor en lokal tilstedeværelse er afgørende.


En anden stor fordel ved lokale domænenavne er i forhold til søgemaskiner. Flere af de franske søgemaskiner vil eksempelvis ikke optage ikke-franske domæner, og på den måde kan et forkert domæne betyde tab af vigtig trafik.


Ulempen ved at anvende lokale navne er naturligvis, at håndteringen kræver flere ressourcer.


Individuelle navne til divisioner/brands


Hvis der er tale om en stor virksomhed med mange divisioner eller brands, vil individuelle domænenavne være langt at foretrække.


Dette vil jeg primært begrunde i forhold til brugervenlighed og image. Hvis en virksomhed eks. har 6-7 divisioner, vil det ofte indebære flere klik for brugeren for at finde frem til den relevante information. Derimod havner brugeren brugeren det rigtige sted første gang, hvis man et individuelt.


I forhold til image siger det næsten sig selv, at det vil være meget svært (og dumt) at prøve at kombinere forskellige udtryk, der kommunikere til forskellige målgrupper.


Beskyttelse af navne


I det ovenstående har jeg taget som udgangspunkt, at domænenavnene bliver taget i brug som de officielle adresser på et website. Men i mange tilfælde kan det også være nødvendigt at registrere navne udelukkende for at beskytte sit navn/brand.


Der findes utallige eksempler på, hvordan navnepirater har spekuleret i variationer af kendte virksomheder/brands navne for at tiltrække trafik - i de fleste tilfælde har de prøvet at sælge navnene tilbage til virksomhederne til skyhøje priser.


Ofte er det .com adresser, der har været genstand for denne opfindsomhed, da der ikke er forbundet særligt stramme restriktioner med dette domæne. Men nu er der i FN-regi taget initiativ til at forfølge disse pirater - og de første voldgiftkendelser er allerede faldet, bla. til Yahoos fordel.


Men selvom fremtiden helt sikkert vil byde på mere beskyttelse af navne/mærker, er en juridisk boksekamp spild af kræfter.


Derfor vil det altid være en god idé at registrere forskellige variationer af domænet, de domæner der ligger tæt op af sine egne - samt alle varemærker. Det koster kun ca. 70 USD stykket for .com - penge der oftest er givet godt ud.


Valg af navn


Det er meget vigtigt, at domænenavnet er nemt at huske. Gør navnet så kort og så sigende som muligt; f.eks. vil www.niels-viggo-jorgensen-as.dk ikke være særligt hensigtsmæssig. Det kan godt være, at det er det mest korrekte, men for det første er det for langt, og for det andet falder det ikke naturligt at skulle udtale det (dobbelt-v dobbelt-v dobbelt-v punktum niels bindestreg... etc.)


Bliver virksomheden kaldt noget andet i daglig tale, er der en uofficiel men almindelig kendt forkortelse, eller... Vær kreativ - det kan betale sig i længden at tænke sig godt om, når navnet skal vælges. Hvis du p.t. har et uhensigtsmæssigt navn, så skift det ud - hellere nu end senere (det gamle navn kan uden problemer henvise til websitet i en periode).


Registreringen


Selve registreringen er et helt kapitel for sig. Hvis det kun drejer sig om et .com domæne er det en nem øvelse. Hvis man derimod ønsker at registrere en mængde lokale domæner, kan det hurtigt blive en besværlig opgave.


Reglerne for registrering varierer meget fra land til land. Mange lande kræver, at virksomheden har et lokalt registreret selskab for at registre domænet (bla. Tyskland, Frankrig, Finland, Norge, Sverige, Kina m.fl.)


Et godt eksempel på, hvor besværligt det kan være, er ved det kinesiske domæne .com.cn, hvor ansøgningen skal være skriftlig, indeholde billede af ansøger - og med dokumentation på kinesisk!


Hvis man ønsker at registrere i mange lande, anbefaler jeg i høj grad at anvende en underleverandør, eks. International Patent Bureau, eller en online service som www.speednames.com. Den første løsning er dyr (men meget professionel). Den anden er en gør-det-selv løsning, med hvad dette indebærer.


Afrunding


Problematikken omkring domænenavne er meget kompleks - og det ville være en halsløs gerning at forsøge at give en generel recept på, hvordan man skal håndtere sin domænestrategi.


Et er dog sikkert - det kan betale sig at tænke sig rigtig godt om. Og i mange tilfælde er det også en god investering at rådføre sig med en ekspert på området, inden man begynder at købe domæner i hobetal.


Hannu Vangsgaard arbejder hos Notabene Internet Marketing. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til denne artikel, er du velkommen til at sende en mail til Hannu Vangsgaard (hv@notabene.net).




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere