Forestil dig, at dit skrivebord følger dig, ligegyldig hvor du går. Med dokumenter, post, kalenderen og de projekter, som du arbejder på. Det er visionen bag Sun's nye i-Planet, et Java-baseret system, som giver adgang til det virtuelle skrivebord, kaldet "webtop". Fra enhver pc, der er udstyret med Internet-adgang og en Java-kompatibel browser, kan brugeren logge sig på firmaets interne netværk og fremkalde sit personlige skrivebord, der giver adgang til alle applikationer, som er installeret på maskinen. Systemet fungerer med Solaris, Windows NT, NetWare og MVS mainframe-computere. Hos Sun har 10.000 distance-medarbejdere testet systemet, der vil kunne købes fra midten af maj.
iPlanet kan også bruges til at give virksomhedens partnere eller kunder adgang til udvalgte informationer fra det interne netværk. Forbindelsen krypteres med SSL-protokollen.