Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen har måttet opgive sit forsøg på at få gennemført fælles retningslinier for elektronisk handel i Danmark, skriver Jyllands-Posten. I et halvt år har forbrugerombudsmanden forhandlet med bl.a. Advokatrådet, Dansk Handel & Service, Internet-leverandørerne og Finansrådet, men onsdag eftermiddag måtte han erkende, at det ikke bliver muligt at nå til enighed om etiske retningslinier. Hagen Jørgensen havde bl.a. ønsket at nå frem til et sæt regler om spam og markedsføring overfor børn og unge på nettet. Det er nu overladt til politikerne, om der skal indføres lovgivning, der regulerer handlen på Internet.
Samtidig har Dankort-forhandlingerne lidt endnu et tilbageslag. Et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle aflevere et forslag til Erhvervsministeren senest onsdag, har opgivet og bedt om endnu en uges tid til arbejdet. Jyllands-Posten skriver, at forhandlingerne i udvalget nærmest er brudt sammen.