Navn: Konsollen.dk
Adresse:http://www.konsollen.dk
Produktion: Icon 8
Emne: Spil
Beskrivelse: Spilsteder på Internet findes som sand ved havet. Det er vel også meget naturligt, når man tænker på, at en computer jo er forudsætningen for at være på Internet (trods diverse forsøg med digitale dekodere) - og hvis man har en computer, har man sikkert også installeret spil. Konsollen.dk er et af de bedre spilsteder, og det er tilmed danskt, hvad der jo er lidt af et plus. Navnet kunne antyde, at de allestedsnærværende spilkonsoller skulle være eneste emne, men heldigvis dækker hjemmesiden både pc- og konsol-spil. Faktisk ser det næsten ud til, at de fleste anmeldte spil er pc-spil.
Design: Tungt og flot er det mest umiddelbare, som man sige om den grafiske side af hjemmesiden. En "indgangstunnel" er placeret foran den egentlige hjemmeside, hvilket irriterer lidt, og man skal vente hele 60 sekunder (eller klikke sig videre), før man slippes løs på det egentlige web-sted. Her skal man igen vente et stykke tid, før grafikken har bygget sig op, og bannerne er udstyret med uendelig refresh, hvilket betyder, at web-stedet skovler data ned i uendelighed.
Opdatering: Den nemmeste aktuelle del af hjemmesiden er ikke overraskende nyhedssektionen, og det virker som om, at der dagligt tilføjes 3-5 nye artikler om nye computerspil. Her kan man læse rygter om nye spil, udvidelser og patches, udviklinger indenfor spilbranchen, de nyeste udgivelser på spilmarkedet m.m.
Links: Det har ikke umiddelbart været muligt at finde links "ud af systemet". Det kan undre, for spilfirmaerne har omfattende hjemmesider, samt web-steder dedikeret til de enkelte spil, og det kunne forekomme som værende praktisk at henvise til sådanne steder i forbindelse med spilanmeldelserne. Det kan synes som en bevidst strategi, at man ikke vil sende læsere væk fra hjemmesiden og videre ud på nettet, hvilket må betegnes som en noget uheldig indstilling - Internet er jo trods alt et netværk, ikke et ocean med isolerede infoøer.
Omfang: Konsollen.dk indeholder en række forskellige sektioner. I "Bitchbox" kan man læse spørgsmål fra læserne, og redaktionens svar - det virker dog ikke som om brugerne er særligt spørgelystne - og i "Market" finder man køb/salg annoncer, en udmærket og sindrig funktion. I cheat-sektionen findes et lille udvalg af snydekoder og tricks til populære computerspil, mens et indlægsforum forsøger at inspirere læserne til gensidig debat - foraet er dog endnu lidt tomt.
Målgruppe: Computerspillere.
Samlet vurdering: Konsollen.dk byder på velskrevne anmeldelser, og de enkelte artikler er ofte krydret af billeder (et tip; billederne er lidt for store og tunge, små thumb-nails med links til skærmfyldende billeder ville være bedre). Hjemmesiden kan anbefales, hvis man søger dansksprogede informationer om spil, men indholdet er endnu lidt magert - bag siderne står frivillig arbejdskraft, ikke en stor IT-virksomhed, og det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger.
Den største anke er dog manglen på links ud af systemet og den lidt for tunge grafiske side, der ikke tager hensyn til besøgende med langsomme modem-forbindelser.