Tidligere skulle man vente mellem 12 og 24 timer inden nye .org-domænenavne kunne tages i brug. Enhver ændring i domænedatabasen - f.eks. omdirigering til en anden adresse - var forbundet med den samme ventetid.
Men nu har Public Interest Registry (PIR), som administrerer .org-domænet, ændret registrerings-proceduren og kortet ventetiden ned til fem minutter.
Det skulle betyde, at nye .org-adresser kan anvendes globalt kun fem minutter efter, de er registreret hos PIR.
Den dramatisk acceleration af registrerings-proceduren skyldes ifølge PIR, at hele zone-filen nu er flyttet til Afilias.
Både virksomheder og private foreninger kan registrere domænenavne under .org, men domænet anvendes fortrinsvis til ikke-kommercielle organisationer.
Der er registreret omkring 2,8 millioner adresser under .org, som er nettets tredjestørste generiske domæne efter .com og .net. PIR overtog kontrollen med domænet den 1. januar 2003.