Der er igen optræk til en retssag med udgangspunkt i den omstridte amerikanske Digital Millenium Copyright Act (DMCA), som gør det strafbart at omgå kopibeskyttelsen i elektroniske produkter. Med DMCA i hånden har mediegiganten Vivendi Universal gennem sit datterselskab Blizzard Entertainment forsøgt at stoppe et open-source-projekt, Bnetd, der forsøger at udvikle et alternativ til Blizzard's Battle.Net spilserver.
Blizzard producerer pc-spil som Diablo, Starcraft og Warcraft. Spillene er ikke mindst populære takket være deres multiplayer-understøttelse, som gør det muligt at spille online ved at koble sig på firmaets Battle.Net servere. Men programmørerne bag Bnetd siger at Blizzard's servere er ustabile, og det har fået dem til at udvikle et open-source-alternativ.
Softwarefirmaet har forsøgt at stoppe projektet med henvisning til at open-source-serveren - i modsætning til den rigtige Battle.Net server - ikke undersøger, om spillet er en piratkopi.
Bnetd-programmør Tim Jung siger til NewsBytes, at han har bedt Blizzard om de oplysninger som er nødvendige for at indbygge validering af spillets CD-nøgle i serveren, men softwarefirmaet har afvist at give programmøren indsigt i, hvordan kopisikringen fungerer.
Blizzard vandt en midlertidig sejr i sidste måned efter at Bnetd-programmørerne fjernede deres software fra nettet under trusler om en mulig retssag. Men nu har Electronic Frontier Foundation (EFF) kastet sig ind i sagen og skriver i et brev til Blizzard, at programmet bliver lagt ud på nettet igen om 10 dage.
Blizzard's modvilje mod open-source-projektet kan måske skyldes at firmaet overvejer at omdanne Battle.Net til en betalingstjeneste - og det vil næppe være muligt, hvis der samtidig eksisterer et netværk af gratis spilservere på nettet.
Links:
(Kilde: NewsBytes)