Piger strømmer til jyske it-camps

Tilmeldingerne er væltet ind til it-camps for piger, som holdes i efterårsferien i Kolding, Jelling og Århus.

Den danske it-branche er fortsat præget af en skæv kønsfordeling, hvor tre ud af fire ansatte er mænd. Og kønsfordelingen er endnu skævere hos de videregående it-uddannelser - på Datalogisk Institut ved Århus Universitet er der således kun 5 procent kvinder. Men to jyske projekter med it-camps for piger viser, at interessen for it-faget er til stede - også hos de alleryngste. I Århus blev det første it-camp for piger afholdt sidste år, og her deltog 27 piger i alderen 15-18 år. I år afholdes igen en camp med det samme antal deltagere.

»Alt for få kvinder søger ind på de videregående it-uddannelser. Selvom temaet ligger meget højt på den politiske dagsorden, og selvom erhvervslivet og uddannelses-institutionerne har haft en del tiltag gennem de sidste år, er det endnu ikke noget, der slår igennem i optagelses-statistikken. Så der er al mulig grund til at fortsætte arbejdet med at få aflivet myterne om it-uddannelserne,« forklarer Karen Falkenberg Lund fra Alexandra Instituttet.


Hun mener at myter og uvidenhed er en del af årsagen til pigernes fravalg af it-uddannelserne. De tror, at det udelukkende handler om programmering og matematik. Og det er denne misforståelse, pigecampen skal være med til at rette op på.


»Vi vil gerne give pigerne et indblik i, at it-faget også handler om design, projektledelse, brugerinddragelse og formidling - felter hvor kvinder generelt er meget stærke. Og så skal vi fortælle pigerne om det gode studiemiljø og de usædvanligt attraktive karrieremuligheder,« siger Karen Falkenberg Lund.


I Kolding og Jelling har Syddanske Forskerparker i år afholdt sine første it-camps for piger i alderen 6-20 år. Tilmeldingerne er væltet ind, og de to camps i Jelling og Kolding har for længst lukket for deltagere.

»Der har været kæmpe interesse for de to camps. Alene i Jelling har vi været nødt til at afvise omkring 50 piger, fordi der simpelthen ikke er plads til flere, og i Kolding er holdet også fuldt booket op. Det bekræfter os i, at danske piger har et klart ønske om at beskæftige sig med it,« siger centerdirektør Helle Thambo fra Syddanske Forskerparker.

Den syddanske camp afholdes ad to omgange i Jelling og Kolding for henholdsvis de yngre og de ældre piger. Hver camp varer tre dage.

»Vi vil forsøge at ændre pigernes forestillinger om it-branchen og nedbryde deres fordomme overfor, hvad det vil sige at arbejde med it. For der er efterhånden it i alt og du kan ikke undgå at komme i berøring med it i dit arbejdsliv,« siger Jens Christian Dreyer Mathiasen, som er en af initiativtagerne til campen.

ComON besøger it-campen i Kolding tirsdag eftermiddag, hvor pigerne netop har været på udflugt i den virtuelle verden Second Life. For nogle af deltagerne er det første gang, de stifter bekendtskab med Second Life, mens andre allerede er erfarne it-superbrugere. Men fælles for dem alle er, at de har valgt at bruge deres efterårsferie på at høre om it i design, kunst og erhvervsliv.

»Hvis flere piger skal interessere sig for it, så de skal sørge for at fjerne det nørd-skilt, som mange stadig forbinder med it. Det skræmmer mange piger. For it behøver ikke være så teknisk og nørdet,« fortæller en af deltagerne på it-campen, Pernille Madsen.

I Kolding har pigerne blandt andet haft mulighed for at møde kvindelige rollemodeller fra Ecco, IBM og IPW Systems. Men det mest populære indslag var en demonstration af Nintendos Wii-konsol, hvor pigerne resolut kastede sig ud i intense boksekampe med den trådløse enhed. Og dermed skulle det være modbevist, at computerspil kun er noget for drenge.

Og der er hårdt brug for kvinderne på de mandsdominerede it-arbejdspladser - mange grimme hjemmesider skriger nærmest efter lidt kvindelig sans for æstetik.

»Piger er ofte bedre end drenge, når det handler om at gøre hjemmesider eller softwareprogrammer brugervenlige,« konstaterer Helle Thambo og tilføjer, at hun håber at skabe en landsdækkende sommerskole med fokus på it.

Annonce

Annonceindlæg fra Cognizant

93 % af alle job påvirkes af AI. Hvad betyder det for danske virksomheder?

I mange år har vi talt om, hvordan AI en dag ville forandre arbejdslivet. Nu er "en dag" blevet til i dag.

Navnenyt fra it-Danmark

Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Nathalie Kajberg Knudsen som Supportkonsulent i Evita/Forsyning. Hun skal især beskæftige sig med support af Evita/Forsyning samt bidrage til videreudviklingen af supportsetup på Evita og Appia. Hun kommer fra en stilling som support indenfor Kundeadministration og Afregning hos KMD Easy Energy. Hun har tidligere beskæftiget sig med kørselskoordinering og kørselsledelse hos FKS Slamson og Godik. Nyt job

Nathalie Kajberg Knudsen

Elbek & Vejrup A/S

LCG har pr. 1. september 2026 ansat Thomas Wong, 47 år,  som Director of Cyber & Risk Advisory. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for at udvikle LCG’s rådgivning inden for cybersikkerhed, cyberrisiko og GRC. Han kommer fra en stilling som VP of security hos Atea. Nyt job
Netip A/S har pr. 1. september 2026 ansat Michelle Sørensen som Operation Coordinator ved netIP's kontor i Hernng. Hun kommer fra en stilling som Koordinator hos Norlys koncernen. Nyt job

Michelle Sørensen

Netip A/S