05-03-98: Et stort antal brugere hos den amerikanske posttjeneste HotMail modtog tidligere på ugen et brev fra "admin@hotmail.com", der fortalte, at den gratis tjeneste fremover ville koste penge, knap 70 kroner om året. Ifølge brevet skulle brugerne skrive til administratoren og få tilsendt et formular, der kunne bruges til at overføre pengene.
Men det elektroniske brev kom ikke fra Hotmail-firmaet, der ejes af Microsoft, men fra en ukendt person, der havde fået tildelt adressen "admin@hotmail.com". Hotmail lukkede omgående personens postkonto, da bekymrede brugere begyndte at henvende sig, og firmaet forsikrer, at posttjenesten også fremover vil være gratis.