Dokumentation: Fildelere gavner Filmbranchen

Trods enorme stigninger i trafikken hos Pirate Bay, går folk mere i biografen og køber flere DVD'er, viser ComON-analyse.

Filmbranchen ønsker at kunne lukke for dit internet, hvis du deler film med andre. Men faktisk er branchen godt tjent med piratkopiering.

Hvordan man end kigger på tallene er der nemlig én ting, det er svært at komme udenom: Det går slet og ret godt for filmbanchen.

Både i USA, på verdensplan og i Europa er biograferne mere fyldte end før. Selv DVD-film-salget, der om noget burde være truet af piraternes hærgen, viser fremgang.

For nylig udsendte organisationen MPAA (Motion Picture Association of America) sin store http://motionpictureassociation.org/2008_Theat_Stats.pdf" target="blank">statusopgørelse, der viser det samlede antal solgte biografbilletter på verdensplan.

2008 blev et sandt rekordår: Filmselskaberne solgte for 28,1 milliarder dollar gennem verdens biografer. Det er en stigning på over fem procent i forhold til året før og det højeste beløb registreret nogensinde. Det var det fjerde år i træk, hvor filmselskaberne oplevede vækst i omsætningen.

Også de danske biografer oplever fremgang.

Nordisk Film Biografer, der driver en lang række af de største biografer i landet, offentliggjorde sit 2008-regnskab i sidste måned. Det vidste en stigning i omsætningen fra 397 millioner kroner i 2007 til 430 millioner kroner i 2008.

Med 13,3 millioner solgte billetter oplevede biografkæden et mersalg sidste år på over en million biografbilletter.

Til sammenligning voksede trafikken på fildelingssitet Pirate Bay langt mere eksplosivt. I november sidste år nåede sitet således op på 25 millioner brugere, hvilket ifølge fildelernes "brancheblad" Torrentfreak er en tredobling af trafikken på bare et år.

Skulle fildeling og piratkopiering i stor stil trække omsætning ud af filmbranchen, burde det måske allermest kunne mærkes hos forhandlerne af film-DVD'er.

Men her er historien den samme: Salget går ikke ned, men op.

Målt i kroner og øre er værdien af DVD-markedet i Danmark ganske vist gået en smule ned - fra 1,37 milliarder kroner i 2007 til 1,33 milliarder kroner i 2008 viser tal fra GfK Mediascope. Men faldet skyldes alene en lavere pris på den typiske film-DVD, der langes over disken.

Samlet set købte danskerne flere film-DVD'er i 2008 end i 2007 - faktisk hele fem procent flere, viser tal fra analysefirmaet Future Source, der i sidste måned beskrev markedets mekanismer for Foreningen af danske Videogramdistributører.

Væksten var også at finde i vores nabolande: På Nordisk plan voksede salget fra 69 millioner styks solgte DVD'er i 2007 til 72 millioner i 2008.

En de førende eksperter når det gælder fildeling og dens påvirkningen af det kommercielle marked er den dansk-britiske forsker Birgitte Andersen, der er tilknyttet Birbeck, University of London.

I 2007 gennemførte hun på bestilling af Industri Canada - landets pendant til Dansk Industri - en omfattende undersøgelse af den canadiske befolknings fildelings- og købs-vaner når det gælder musik.

Konklusionen i undersøgelsen var, at folk, der fildeler musik, ikke køber hverken færre eller flere cd'er end folk, der ikke gør. Til gengæld køber fildelerne mere digital musik (MP3) end ikke-fildelerne.

Rapporten, som kan læses her, fortæller videre, at der faktisk er en positiv virkning af folks fildeling.

"Market creation", som det kaldes, når fildeling får folk til at købe mere musik, opvejer ifølge Birgite Andersen den negative effekt, kaldet substitution, hvor fildeling erstatter de musikindkøb, man ellers ville have foretaget.

Musik-branchen og film-branchen er imidlertid ret forskellige, påpeger den dansk-britiske forsker, der er overrasket over de nye tal om filmbranchens fremgang:

"Har man én gang set en film er man jo mindre tilbøjelig til at anskaffe den efterfølgende blot for at eje den - men det er jo netop tilfældet med musik. Har man hørt et godt nummer én gang vil man gerne kunne høre det igen mange gange. Derfor skulle man egentlig tro, at filmbranchen var mere påvirket af fildeling end musikbranchen er det," siger hun til ComON.

Birgitte Andersen finder det derfor overraskende, at filmbranchen oplever stigende omsætning i biograferne og sælger flere DVD'er. Hun mener, at en mulig forklaring kan findes i folks stuer:

"Det er jo blevet ganske normalt at have et kæmpestort fladskærms-tv. Når man har et 46 tommers tv, vil man også gerne se materiale med ordentlig billedkvalitet. Det kan være en faktor i DVD-salget," siger hun.

Men når filmbranchen generelt går frem samtidigt med at flere og flere kaster sig over fildeling, må det ifølge Birgitte Andersen være udtryk for, at der en positiv virkning af fildeling:

"Det tyder jo på, at på, at der er større market creation-virkning ved fildeling af film end der er substituion," siger hun til ComON.

Birgitte Andersen sammenligner market creation fænomenet med den inspiration, som bolig- og have-ejere får fra fjernsynets bolig- og have-programmer.

"Når folk har set de tv-programmer, får de lyst til at lave noget selv i huset eller haven. Det er lige før det er boligprogrammerne, der holder gang i byggebranchen," siger hun.

De positive væksttal og formodningen om, at fildelingen fremmer salget, får dog ikke den danske filmbranche til at falde i svime.

Klaus Hansen, der er direktør for Producentforeningen, en brancheorganisation for film- tv- og spil-producenter, siger til ComON, at man jo ikke ved, hvilken vækst filmbranchen er gået glip af.

"Hvis der ikke var fildeling ville vi måske have haft langt højere væksttal," siger han.

På DVD-fronten er der noget større optimisme: Her venter man det store gennembrud for Blu-ray-formatet, som formodes at være lige om hjørnet. Og Blu-ray og andet high definition-indhold ventes at være den store drivkraft for både internetbaseret indholdssalg og salget af skiver.

Future Source har på den baggrund fremskrevet det nordiske marked for DVD-salg frem til 2012. Prognosen viser, at de nordiske forbrugere kan forventes at anskaffe 84 millioner film, hvoraf de 26 millioner vil være Blu-ray-film. Til sammenligning købte de nordiske forbrugere kun 72 millioner film sidste år.

Hvis trafikken til Pirate Bay og de andre torrent sites så også fortsætter med at vokse, som den har gjort ind til nu, burde branchen måske begynde at gnide sig i hænderne.




IT-JOB

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

Testmanager med agilt mindset

Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI)

IT-udvikler
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere


OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere