Firmaet CyScape har udviklet en ny løsning til det gammelkendte problem med manglende kompatibilitet mellem browserne Internet Explorer og Netscape Navigator. BrowserHawk er en ActiveX-komponent, der installeres og afvikles på serveren. Programmet indeholder informationer om en lang række browser-versioner og deres karakteristika, såsom HTML-version, Java, JavaScript, cookies, DHTML, SSL og tabeller. Når den besøgende kalder en hjemmeside bliver kaldet først sendt fordi BrowserHawk, der henter informationer om den besøgendes browser og tilpasser web-siden til browseren. Dermed skulle man undgå underlige fejlmeddelser, som især brugere med ældre browsere ofte oplever.
Programmet koster 99 dollars. En testversion kan hentes fra firmaets hjemmeside.