Det findes i næsten alle pc'er - det gode gamle analoge modem, der sørger for opkobling over telefonlinien til Internet. Men meget tyder på, at modemets dage er talte, og det analoge apparat er godt på vej til at blive en museumsgenstand. Den største modemfabrikant, 3Com, har netop solgt hele sin modem-division til Accton Technologi i Taiwan og NatSteel Electronics i Singapore.
3Com vil i stedet fokusere på kabel- og DSL-modemer. Firmaet siger, at modem-markedet ikke længere er indtægtsgivende og at teknologien har nået sin grænse. Faktisk øges salget af analoge modemer hvert år - ifølge IDC vil væksten være 13.5 pct. i år - men priserne er faldet drastisk. Analog modemer sælges i dag for under 100 kr. i USA. De fleste modemer sælges dog indbygget i fabriksnye pc'er, mens hyldesalget er faldet drastisk.
Konsulentfirmaet Gartner Group forudsiger, at 55 pct. af de amerikanske husholdninger stadig vil bruge analoge modemer til at kalde op til Internet i år 2004.
(Kilde: PC World USA)