Den nye danske IT-sikkerhedspris uddeles for første gang i denne uge på konferencen IT-sikkerhed '99, der finder sted tirsdag og onsdag. Prisen sponsoreres af Dansk Dataforening, Kommunedata, Post Danmark, Tele Danmark og Unibank. - Vi er stolte over at være initiativtager til denne nye sikkerhedspris, der med et beløb på 50.000 kr. tildeles en person, institution eller organisation, der har ydet en ekstraordinær indsats for at fremme IT-sikkerheden i Danmark, siger Tony Franke, Dansk Dataforening.
Den nye IT-sikkerhedspris afløser Dansk Datasikkerhedspris, der blev opløst sidste år, fordi en af komiteens medlemmer, forlaget Audio Media, havde distribueret hacker-programmet Back Orifice på CD-ROM'en medfølgende til edb-bladet Privat Computer.