Den nye version af filadministrationsprogrammet FileMaker Pro, 4.1, der netop er blevet frigivet i denne uge, har fået direkte understøttelse for databaser i formaterne Microsoft Access og Oracle, skriver PC World. FileMaker Pro kan nu opbygge forbindelser til databaserne gennem ODBC og formidle forespørgsler i SQL-sproget. Programmet kan dog kun læse, men ikke skrive til databaserne. FileMaker Pro har i forvejen en indbygget web-server med CGI-funktionalitet, og den nye version kan dermed fungere som basis for interaktive, dynamiske og database-centrede web-steder. FileMaker Pro og database-filerne skal blot installeres på server-maskinen. Programmet koster 199 dollars. Flere informationer på www.filemaker.com.